Politiker vil bekæmpe unges frygt for krig
Folketingspolitiker Jens Rohde var torsdag på besøg på Vesterkærets Skole i Aalborg for at give sit syn på krigen i Ukraine.
Elever på Vesterkærets Skole i Aalborg havde besøg af politiker Jens Rohde (KD), som vil gøre de unge klogere på krigen i Ukraine samtidig med, at han vil fjerne deres frygt for, at krigen spreder sig til Danmark.
- Jeg bliver selvfølgelig bange. Man hører en hel masse ting i medierne, og det er skræmmende, at det er så tæt på.
Sådan siger Signe Storm, der er elev på Vesterkærets Skole i Aalborg, om krigen i Ukraine.
Sammen med elever fra 6. til 9. klasse havde hun torsdag formiddag besøg af folketingspolitiker for Kristendemokraterne Jens Rohde, der har en fortid som EU-parlamentariker.
Mine egne børn er bange. En nat stod den ældste op og græd, for hun havde set en hel masse på Youtube
Jens Rohde, folketingsmedlem, Kristendemokraterne
Han forsøgte at berolige Signe Storm og de andre unge, der går og frygter, at krigen i Ukraine kan sprede sig til vores breddegrader.
Jens Rohde har på Facebook lavet et opslag, hvor han tilbyder at tage ud på skoler og holde foredrag om situationen i Ukraine. Og det tilbud havde man taget imod på Vesterkærets Skole.
- Mine egne børn er bange. En nat stod den ældste op og græd, for hun havde set en hel masse på Youtube om, at krigen også kom til Danmark, siger Jens Rohde.
Man skal ikke være bange
Han konkluderede, at når hans egne børn er bange, må der være mange andre børn, der gør sig lignende tanker.
Jens Rohde fortæller, at budskabet til de unge er, at der altid kan være grund til at frygte alt muligt, men derfor behøver man ikke at være bange.
- Jeg kan ikke give garantier, men jeg kan godt sige, at med 99,859 procent sandsynlighed, kommer der ikke til at være nogen russiske soldater i Danmark, og der kommer ikke en krig mellem NATO og Rusland. Det er budskabet. Derfor skal de unge sove trygt, siger Jens Rohde.
- Putin er en bølle, men han er ikke dum
Han forklarer, at han gennem syv år har siddet tæt på forhandlinger mellem EU og Ukraine om optagelse i EU med Rusland og Putin på sidelinjen.
- Jeg ved lidt om, hvorfor Putin ikke vil have, at Ukraine skal være medlem af EU og NATO, siger Jens Rohde.
Han understreger, at det ikke er i Ruslands eller Putins interesse at gå i krig med NATO.
- Og nok er Putin en bølle, og der kan siges mange dårlige ting om ham. Men han er ikke dum, siger Jens Rohde.
Frygt skal bekæmpes med viden
Initiativtageren til foredraget med Jens Rohde er lærer på Vesterkærets Skole, Dan Dejligbjerg, som så opslaget på Facebook, hvor politikeren tilbød at komme og fortælle.
- Vi har elever og børn i Danmark, der er bange. Derfor er det vores fornemmeste pligt at bekæmpe frygt med viden, siger Dan Dejligbjerg.