Frederikshavns politikere går med i demonstration mod chikane

En gruppe byrådsmedlemmer fra Frederikshavn Kommune vil være at finde blandt demonstranterne til "Stop chikanen - styrk demokratiet" i Hjørring mandag eftermiddag.

"Stop chikanen - styrk demokratiet".

Det er budskabet, når Springvandspladsen foran Hjørring Rådhus mandag eftermiddag vil danne rammerne om en demonstration. En demonstration, der er kommet i stand, efter TV2 Nord fredag kunne fortælle, at Hjørrings borgmester Arne Boelt (S) er blevet endnu en af mange nordjyske politikere, der er blevet udsat for trusler, chikane og hærværk.

Og demonstranterne og Arne Boelt får nu opbakning fra byrådsmedlemmerne i Frederikshavn Kommune. De vil gå med i demonstrationen arrangeret af Søren Ottzen, viceforstander på Vrå Højskole, for at vise deres vrede over den slags anslag mod demokratiet. 

Det fortæller borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen:

- Trusler og chikane ingen steder hører hjemme. Vi kan være uenige, men vi truer og chikanerer ikke hinanden. Et demokrati som det danske skal vi værne om, og vi vil ikke finde os i, at folkevalgte politikere, hvad enten det er kommunalt eller nationalt, bliver udsat for hetz, siger borgmesteren.

Birgit S. Hansen er en af de politikere, der selv har oplevet at blive truet. Det skete i 2014 på 1. maj, hvor en borger truede hende på livet. 

- Det er blevet sagt, at demonstrationen er for folk, der tør tage ansvar for demokratiet, og det gør vi i den grad her i Frederikshavn Kommune. Og derfor er vi flere fra byrådet, der deltager, fordi vi - på tværs af partier - ønsker at udtrykke vores afstandstagen til udemokratiske metoder og sige nej til chikane. Der er ingen, der skal opleve at blive truet, uanset hvilken arbejdsopgave, eller holdning de har, siger Birgit S. Hansen.

Demonstrationen begynder på Springvandspladsen klokken 16. 


Seneste nyt

fra Nordjylland