Valgplakater sat op i hård blæst og med udsigt til storm
På trods af heftig blæst kom valgplakaterne op i lygtepælene
Præcis klokken 12 gik startskuddet til politikernes kamp om de gode lygtepæle forud for kommunalvalget.
To unge kvinder, Emilie Søndergaard og Alma Mortensen, fra Enhedslisten har sat kursen mod den sydlige indkørsel til Skørping. De er på gåben og trækker en trailer med valgplakater efter sig.
- Vi har selvfølgelig været i gang med valgkamp i lang tid, men nu må vi sætte plakater op, så nu føles det rigtigt. Det er den officielle kampstart, siger Emilie Søndergaard, mens hun går frisk til i sol og blæst.
De to når deres destination, en bestemt lygtepæl, i god tid, og venter et kvarters tid på, at uret på telefonen skifter til 12:00. Og så går de to aktivister, som de frivillige i Enhedslisten kalder sig, igang med stige, plakat og strips.
Den kraftige blæst driller, men op kommer den todelte plakat med et grønt Ø på den ene side og et rødt Ø på den anden.
Den kraftige blæst og ikke mindst udsigten til storm natten til søndag fik små panderynker frem hos Enhedslistens spidskandidat og byrådsmedlem i Rebild Kommune, Bent Skovgaard Olesen.
- Vi er da optaget af, at det blæser pænt i dag. Og at der er en storm på vej. Men sådan er det for alle partier. I blæstens rige er alle lige, siger Bent Skovgaard, der om formiddagen havde besøg af et par håndfulde frivillige, hvor de cirka 200 plakater blev fordelt og holdene sendt ud i alle verdenshjørner af Rebild Kommune.
Cirka kl. 12:15 har Emilie og Alma hængt deres første plakat op. Et hold fra Venstre dukker op og udser sig en anden lygtepæl.
Ifølge forsikringseksperter kan partiforeninger blive holdt ansvarlige, hvis valgplakater blæser ned og skader forbipasserende eller fx. biler. Men det afskrækker ikke de politisk aktive i Rebild Kommune.
Inde i Skørpings centrum er både Konservative, SF, Socialdemokratiet og Fællselisten synlige i lygtepælene inden kl. 12:30.
Bent Skovgaard lover, at han eller andre fra Enhedslisten kører en runde i morgen for at se, om plakaterne hænger i lygtepælene endnu.