Markant fejl: Konservative kan ikke tælle sengepladser

Konservative i Nordjylland lægger sig fladt ned, fordi man i partiets valgmateriale har oplyst et forkert antal sengepladser på det nye Aalborg Universitetshospital.

Hvor mange sengepladser er det nu lige, der bliver oprettet på det nye Aalborg Universitetshospital? Det er der åbenbart delte meninger om - i hvert fald kommer Det Konservative Folkeparti med ét bud i den valgbrochure, partiet onsdag sender ud til 295.000 husstande i Nordjylland.

Problemet er bare, at buddet i valgbrochuren ikke er rigtigt. Og det får nu partiformand i Nordjylland, Claus Bunk, til at lægge sig fladt ned og undskylde. 

- I disse dage omdeles vores store valgbrochure i hele Nordjylland. Det er en kæmpe satsning, som har kostet os rigtig mange penge. Jeg er derfor utroligt ærgerlig over, at vi nu må erkende, at der er fejl i brochuren, siger Claus Bunk.

- I vores valgbrochure har vi en præsentation af regionens hovedopgaver og det nye universitetshospital, der er under opførsel i Aalborg Øst. Her har vi desværre skrevet, at det nye Aalborg Universitetshospital får en kapacitet på 385 sengepladser. Det er lodret forkert, for der bliver i alt 581 sengepladser, når hospitalet står færdigt, forklarer den lokale partiformand. 

Det er på denne side i valgbrochuren, at man kan se det forkerte tal.
Det er på denne side i valgbrochuren, at man kan se det forkerte tal.
Foto: Det Konservative Folkeparti

Claus Bunk oplyser, at fejlen desværre først blev opdaget, efter brochurerne var trykt og sendt til omdeling.

- Jeg kan kun beklage fejlen. Det er dybt pinligt. Vi erkender at vores brochure på dette punkt er misvisende, men det har ikke været vores hensigt at skræmme vælgerne, siger Claus Bunk fra de konservative.

- For os konservative har det altid været afgørende, at man kan stole på det, vi lægger frem. Vi går utroligt meget op i ordentlighed, at kassen skal stemme, og at vores politiske forslag er finansieret. Derfor er jeg naturligvis ked af, at jeg nu må stå og beklage, at vi giver folk et forkert indtryk af, hvordan kapaciteten vil være på det nye supersygehus i Aalborg, fortsætter partiformanden.


Seneste nyt

fra Nordjylland