Anne Honoré forsvarer dobbeltmandat – Enhedslisten kalder det farligt
Foto: Daniel Mikkelsen
10 ud af 25 af regionsmedlemmerne i det nye regionsråd sidder også i et byråd eller i Folketinget.
Anne Honoré er lige blevet valgt ind i både regionen og i byrådet i Aalborg. Ifølge hende er det dobbeltmandat ikke et problem.
-Jeg gik aktivt til valg på, at jeg netop stillede op til begge dele, for at skabe sammenhæng mellem region og kommunerne, siger Anne Honoré, regions- og byrådsmedlem fra Venstre.
Susanne Flydtkjær er valgt ind i regionrådet for Enhedslisten. Deres partiregler siger, at man ikke må sidde på et dobbeltmandat. Blandt andet for at medlemmerne ikke skal forsvinde ind i den politiske verden.
-Politiske systemer: det er jo bobler man lever i. Man begynder at tænke på en særlig måde. Det er vigtigt hele tiden at have mulighed for at have fat i virkeligheden, der hvor man nu er, siger Susanne Flydtkjær, regionsrådsmedlem fra Enhedslisten.
Har siddet på to stole før
Anne Honoré har tidligere siddet i folketinget og i regionsrådet samtidig, og det dobbeltmandat har hun været glad for.
-Netop den der med, at man kan tage erfaringer med ind begge steder fra. Sådan at vores systemer de hænger sammen. Vi er desværre lidt for opdelt her i Danmark. Jeg prøver på at skabe gode rammer, og at få det hele til at hænge sammen, siger Anne Honoré, regions- og byrådsmedlem fra Venstre.
Susanne Flytkjær stillede op til både regionen og til byrådet i Aalborg, men opnåede kun valg til regionen. Var hun også blevet valgt til byrådet, havde hun været nødt til at trække sig igen med det samme. Hun afviser dog, at hun derved ville have svigte de vælgere, der havde stemt på hende til byrådet.
-Det synes jeg ikke helt man kan sige. Det kan godt være, at dem der stemte på mig ville opleve det på den måde. Men jeg tror faktisk, at langt de fleste af dem, der har stemt på enhedslisten, de ved godt, at vi stiller op på en prioriteret liste hvor det er dem der står øverst der bliver valgt, uanset hvordan de personlige stemmer falder ud, siger Susanne Flydtkjær, regionsrådsmedlem fra Enhedslisten.