Kvindedrab i Hadsund: Mand tiltalt for at dræbe og partere kvinde – nu begynder retssagen

Retssagen mod en 28-årig mand, der er tiltalt for at dræbe og partere en 40-årig kvinde i Hadsund tilbage i november begynder i dag, tirsdag, ved Retten i Aalborg.

Et opsigtsvækkende drab og delvis partering af en 40-årig kvinde fra Viborg spredte rædsel og frygt i Hadsund 11. november 2018, da byen vågnede op til den triste nyhed.

Tirsdag begynder retssagen mod den tiltalte 28-årige mand.

Manden er tiltalt for at have dræbt en 40-årig kvinde med adskillige knivstik. Yderligere er manden tiltalt for 'usømmelig behandling af lig', da han ifølge anklageskriftet gik i gang med at partere liget i en garage.

Ifølge den 28-årige selv, kan han ikke huske noget fra hændelsen, og han nægter sig derfor skyldig i de to forhold.

Udover ovenstående forhold er den 28-årige sigtet for overtrædelse af knivloven, da han var i besiddelse af både en springkniv og en kastekniv på sin bopæl i Hadsund.

Han havde desuden en pumpgun med tilhørende ammunition og er derfor også sigtet efter våbenloven.

Sagen behandles over to dage ved Retten i Aalborg 25. og 26. juni. Det skriver TV2.DK

40-årig kvinde kan være tilfældigt offer

Dagen efter det opsigtsvækkende drab oplyste Nordjyllands Politi, at deres efterforskning viste, at den tiltalte og offeret mødtes i, hvad der formentligt er et tilfældigt møde.

- Der er ikke noget, der tyder på, at der har været et forudgående kendskab mellem parterne, sagde vicepolitiinspektør og leder af politiets efterforskning, Frank Olsen i november 2018.

Efterforskningen viste dengang også, at den tiltalte ankom til værtshuset Jagstuen i Hadsund lidt over midnat mellem den 10. og 11. november, og at han forlod værtshuset sammen med offeret klokken 01.08.

Tiltalte opsøgte Inger Støjberg inden drabet

Efterfølgende kom det frem, at den tiltalte 28-årige mand opsøgte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på Den Grå Kok Vinkælderen i Hadsund samme aften, som han ifølge tiltalen dræbte den 40-årige kvinde.

Det oplyste Inger Støjberg dengang i et Facebook-opslag en uge efter drabet.

Heri beskrev hun, hvordan hun henvendte sig til politiet efter at have set signalementet fra grundlovsforhøret, hvor den 28-årige blev fængslet. I samme opslag oplyste ministeren, at hun var blevet afhørt af Nordjyllands Politi i sagen og understregede samtidig, at hun ikke ønskede at udtale sig yderligere om sagen i offentligheden.


Seneste nyt

fra Nordjylland