Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nordjyske sclerosepatienter ramt af lægemangel

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Lægemanglen i Nordjylland rammer også sclerosepatienter, der kan gå i mere end et år uden at komme til at se en speciallæge.

Sclerosepatienter lades i stikken, fordi der bliver flere og flere af dem - samtidig med at der er meget få speciallæger til at tage sig af dem.

I Nordjylland står det særligt slemt til. Her kan ventetiden på at komme til speciallæge være oppe på et par år.

Peter Klemens' sklerosesygdom er blevet så invaliderende, at han har måttet opgive sit job gennem 23 år som lagerarbejder. Først fik han nedsat tid, men til sidst, her i efteråret, kunne han ikke gå ud til sin bil.

- Jeg kunne ikke selv komme derud, når jeg skulle på arbejde. Så faldt jeg simpelthen. Min kone skulle stå og holde mig, og det ville jeg ikke. Og jeg havde ikke energi resten af dagen og resten af ugen, så jeg holdt helt op med at arbejde. Det er altså gået stærkt, siger Peter Klemens, der bor med sin kone og børn i Hadsund.

Sclerosesygdommen kom snigende for 13 år siden. De første ni år gik det rimeligt, og jobbet kunne passes. Så satte den såkaldt progressive, mere barske side af sygdommen ind. I dag sørger konen for det meste. Peter Klemens kan stort set kun lægge vasketøj sammen.

- Det er, hvad jeg kan gøre. Jeg tømmer ikke opvaskemaskinen, for så er jeg bange for, at jeg taber glasset. Det går ned af bakke. Jeg kan mindre og mindre. Jeg har også svært ved at huske og forstå ting. Jeg taler ikke mere med myndigheder som for eksempel SKAT og forsikring. Min kone skal sørge for alt. Det er hun rigtig god til, og jeg er dybt taknemmelig, men jeg har ikke noget mandighed tilbage. Det er hårdt, siger Peter Klemens.

Han har haft meget brug for at tale med læger de seneste år, men det er ifølge Scleroseforeningen også i den tunge fase af sygdommen, at det er svært at få hjælp.

- Vi mangler scleroseneurologer i hele landet, men i Nordjylland ser det særligt slemt ud, siger Klaus Høm, direktør i Scleroseforeningen.

På landsplan har over 6000 patienter sclerose i den fremskredne form, men kun hver fjerde af de patienter har ifølge Scleroseforeningens tal set en speciallæge indenfor de seneste to år.

- Det har kolossalt store konsekvenser. Det kan være fuldstændig afgørende for, om du kan leve et bare nogenlunde liv og passe dine børn og måske gå på arbejde, hvis du har mulighed for at tale med en læge, der er specialist i din sygdom, og som kan være med til at behandle nogle af de symptomer, som en meget alvorlig sygdom har, siger Klaus Høm.

Neurologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital beklager, at der ikke kan tilbydes flere lægekontroller.

- Det er jo rigtigt. Vi mangler neurologer, og vi er underbemandet, og det er scleroseområdet også, og det giver sig selv, at så kan vi ikke gøre det fuldt ud, som vi gerne ville, siger Poul Henning Mogensen, ledende overlæge på Neurologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Ifølge overlægen er nogle af problemerne opstået, fordi tallene ikke altid er blevet indrapporteret.

- Jeg har ind imellem prioriteret, at vi ser patienter fremfor at indrapportere tal. Så der er nogle områder, hvor vi er lidt kede af, at vi har fået negativ omtale, fordi vi rent faktisk har haft lægekontroller, men man kan ikke se det på vores tal, siger overlægen.

Peter Klemens er klar over, at han ikke kan helbredes, men han har stærkt brug for at se en læge noget oftere, end det er tilfældet nu, hvor han ved den seneste kontrol i efteråret ikke havde været undersøgt i et år og otte måneder.

- Det giver mig ro på, tryghed. Og det har jeg brug for, siger Peter Klemens.

Lige nu venter neurologisk afdeling på at få tilladelse til en teleløsning, hvor læger i København eller andre steder kan lave kontroller og kommunikere med patienterne via mobiltelefon.

- Det kan være en god løsning i de tilfælde, hvor vi kender patienten godt – en patient, der ikke har de store problemer, og hvor der ikke er brug for en fysisk undersøgelse. Jeg forventer at få lov til det, og at det kan lade sig gøre i det nye år. Vi har løsningen liggende klar. En teleløsning vil måske medføre, at vi ikke belaster afdelingen så meget, og dermed kan der blive bedre tid til dem, der kommer fysisk ind i afdelingen, siger Poul Henning Mogensen.

Han forstår godt, at patienter efterlyser mere lægekontrol for tryghedens skyld, selvom de ikke bliver helbredt af den grund.

Nyeste våben i kampen mod den aktuelle lægemangel er elektronisk - nemlig en tablet. Med den kan patienter i Øster Jølby på Mors komme til læge - selv om lægen sidder på Fyn

- Den sikkerhed, der er i, om man bliver fulgt op, og man bliver undersøgt og får vurderet, om man får den rigtige behandling, har meget stor betydning for patienterne, så de skal da følges op, siger Poul Henning Mogensen.

- Det er i hvert faldt uholdbart, hvis vi ikke finder en løsning for alle de her mange patienter, der ikke har adgang til at se en læge, der er specialist på deres område, siger Klaus Høm, direktøren i Scleroseforeningen.

Ifølge Neurologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital er der flere speciallæger på vej.

- Det lysner. Vi bliver flere og flere, og scleroseområdet er også bedre bemandet lige nu. Men det giver sig selv, at når vi mangler neurologer, så mangler vi også neurologer på scleroseområdet, og så bliver det ikke helt så optimalt, som vi gerne vil have det, siger Poul Henning Mogensen.

Peter Klemens ser frem til et bevilget ophold på Sclerosehospitalet i Ry, hvor han kan få træning. Det kan dog først bliver i slutningen af næste år, for der er et års ventetid.


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Foto: Arkiv

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.