34-årig mand sigtet for blufærdighedskrænkelser mod skoleelever
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Nordjyllands Politi er i gang med at efterforske anmeldelser om blufærdighedskrænkelser mod flere skoleelever på Læsø Skole.
TV2 Nord kunne tirsdag fortælle, at flere børn på Læsø Skole muligvis var blevet krænket af en ansat på skolen. Nu har Nordjyllands Politi sigtet en 34-årig mand for blufærdighedskrænkelse.
- Vi har indledt et større efterforskningsarbejde af forholdene, men af hensyn til vores efterforskning, så kan vi ikke udtale os i detaljer om sagen, siger Henrik Staal, politikommissær hos Nordjyllands Politi.
Ifølge Nordjyllands Politi kom den første anmeldelse om blufærdighedskrænkelse i sagen 26. marts 2019. På dette tidspunkt var den sigtede allerede hjemsendt og har efterfølgende ikke været på arbejde.
Fredag 28. juni 2019 er der kommet yderligere anmeldelser fra Læsø Kommune til politiet. Ifølge TV2 Nords oplysninger er det yderligere syv elever fra skolen, der også er blevet blufærdighedskrænket.
- Men af hensyn til de forurettede kan politiet ikke frigive flere detaljer til offentligheden, lyder det fra lederen af efterforskningen, politikommissær Henrik Staal.
Ifølge TV2 Nords oplysninger har den sigtede været ansat som pædagog på Læsø Skole siden 2017.
Forældremøde på skolen
Tirsdag eftermiddag var mere end 100 forældre til informationsmøde i Læsø Bio om mulige krænkelser af børn på skolen. Hvor mange sager det drejer sig om, ønsker socialchef i Læsø Kommune, Lotte Keller, ikke at oplyse.
- Det kan jeg ikke komme ind på. Der er rigtig mange hensyn, som vi skal tage i den her sag, sagde hun tirsdag til TV2 Nord.
På mødet blev forældrene orienteret om sagen, ligesom de fik gode råd til, hvordan de skal forholde sig, hvis der børn fortæller at de har været udsat for noget.
- Med det kendskab som vi har, så var det vores vurdering, at det gjaldt om at få den information, som der er givet fra politi, psykolog og familieafdeling bredt ud til rigtig mange, siger Lotte Keller, Socialchef i Læsø Kommune.
Der går i alt 206 børn på Læsø Skole og Børnehuset. Det er uvist hvor mange af skolens elever, som har været udsat for de mulige krænkelser.