Hval strandede på Læsø - nu svømmer den igen

Tirsdag eftermiddag strandede en 4,5 meter lang hval på Læsø, men da vandet steg, fik den kæmpet sig ud, hvor den hører til.

Tirsdag eftermiddag omkring klokken 15.30 var vandstanden på det sydvestlige Læsø 42 centimeter under daglig vande. Måske var det derfor, en 4,5 meter lang hval strandede på øen.

Læsøboen Per Bay var ude ved hvalen, og da TV2 Nord talte med ham tirsdag eftermiddag, kæmpede det store dyr for at komme ud på åbent vand igen.

- Den kæmper meget, og jeg har svært ved at gøre noget. Jeg har fået den drejet lidt, men den er jo stor og tung, og man skal passe lidt på med at komme alt for tæt på halen. Men det virker til at være ved godt mod, fortalte Per Bay.

Ifølge Per Bay, er det efter al sandsynlighed en næbhval, der var strandet, og tirsdag aften kunne Læsøboen så fortælle TV2 Nord den glade nyhed, at hvalen igen havde kæmpet sig ud på åbent vand og var svømmet fra Læsø i god behold.

Dermed blev denne vinterferie heldigvis ikke hvalferie i Nordjylland, som det skete i 2016, hvor en finhval strandede på stranden ved Blokhus og desværre døde.


Seneste nyt

fra Nordjylland