Kommunalt ansats ægtefælle fik 200.000 for at flytte til Læsø
Foto: TV2/Nord
En ægtefælle til en ansat ved Læsø Kommune fik uberettiget op mod 200.000 kroner for at flytte til Læsø. Overførslerne blev godkendt på grund af administrativ fejl.
Mellem 100.000 og 200.000 kroner er blevet udbetalt skattefrit til en ægtefælle til en ansat ved Læsø Kommune. Overførslerne ses som en kompensation for at flytte til Læsø. Men sådan en ordning går ikke, konkluderer en revision fra BDO.
Fejlen er sket, fordi en medarbejder ved kommunen har godkendt udbetalingerne i en overgangsfase, hvor der ikke var en socialchef på øen. Opgaverne var derfor lagt ud til institutionslederne.
På Læsø ærgrer borgmester, Tobias Birch Johansen, sig over, at sådan en fejl kan ske.
- Det hele beror på en misforståelse. Der har været et svigt i kontrollen. Økonomikendskabet har ikke været godt nok, og jeg undrer mig over, hvorfor det ikke er blevet opdaget, siger borgmesteren.
I alt ti gange i løbet af 2015 blev der overført penge til ægtefællen, og overførslerne stoppede så snart, kommunen blev gjort opmærksom på problemet.
Selvom ægtefællen ikke har været berettiget til de op mod 200.000 kroner, så er overførslerne ikke ulovlige, og ægtefællen slipper derfor for at betale pengene tilbage til Læsø Kommune.