Ude af drift: Læsøfærgen på vej på værft

Læsøboerne må midlertidigt undvære den ene af Færgeselskabet Læsøs to færger. Den skal en tur i tørdok på fastlandet og repareres. Det sker efter et uheld under anløb til Vesterø havn tirsdag aften.

Kl. 13  fredag stævnede "Margrete Læsø" ud fra Vesterø Havn, dog ikke med vanlig kurs mod Frederikshavn - men denne gang mod Karstensens Skibsværft i Skagen.

Den ene af skibets to skruer skal repareres, efter dykkere fredag formiddag kunne kostatere, at to blade på skruen er så beskadigede, at de skal repareres. Det fortæller direktør for Færgeselskabet Læsø, Lars Rieks.

Skaderne betyder, at færgen har sat kursen mod Karstensens Skibsværft i Skagen, hvor den sidst på eftermiddagen sejler i tørdok. Lørdag morgen vil specialister fra værftet så gå i gang med at undersøge skruer og ror på skibet nærmere, så man kan få det fulde overblik over skadernes omfang.

- Vi får syn for sagen i morgen. Der kan jo dukke andre skader op, som vi ikke er klar over nu, forklarer Lars Rieks fredag eftermiddag.

Det var under anløb til havnen i Vesterø på Læsø tirsdag aften, at besætning og passagerer ombord på Margrete Læsø pludselig mærkede rystelser og hørte et højt brag, hvorefter færgen rystede gentagne gange. Efterfølgende kunne besætningen konstatere, at der højst sandsynligt var tale om en skade på skruerne - en mistanke, som altså blev bekræftet af dykkere fredag morgen.

Mens Margrete Læsø er på værft, sejler dens mindre søsterfærge Ane Læsø nærmest i døgndrift for at få passagerer, køretøjer og gods til og fra Kattegatøen. Lige nu er den store bekymring, om Margrete Læsø når at komme tilbage i drift inden påske.

- Vi håber på det bedste, men frygter det værste, siger Lars Rieks. Samtidig påpeger han dog, at færgeselskabet lige nu sejler i pendulfart med 12 afgange i døgnet.

Samtidig opfordrer færgeselskabet alle, der kan undvære bilen på overfarten til Læsø, til at lade den stå i Frederikshavn. Derudover håber selskabet, at de, som transporterer gods til og fra øen, vælger at benytte de ekstra natlige afgange.

Du kan læse nærmere om ændringer i driften og se de seneste opdateringer fra Færgeselskabet Læsø her.


Seneste nyt

fra Nordjylland