Ældre borgere tvinges til at købe robotstøvsugere i nordjysk kommune
Foto: Ivan Johan Hansen
Fremover må de ældre i Mariagerfjord Kommune nøjes med en robotstøvsuger som denne - betalt med deres egne penge.
I 2016 ændrede Ankestyrelsen praksis hvilket betød at vaskemaskine, opvaskemaskine samt robotstøvsugere er at betragte som almindelige forbrugsgoder.
Robotstøvsugeren er blevet mere populær i de danske hjem gennem det sidste årti.
Den lille huslige hjælper er dog ikke lige vellidt af alle, og især ikke blandt de ældre.
TV2 Nord har gennem de seneste mange år flere gange fortalt, hvordan de ældre har været meget kritiske overfor at skulle have en robotstøvsuger i stedet for, at hjemmehjælpen støvsuger hos dem.
Mens andre kommuner har valgt at gøre robotstøvsugeren frivillig, har man i Læsø Kommune valgt at påtvinge borgerne at anskaffe sig en robotstøvsuger.
- Forhistorien er, at man i Læsø Kommune i 2020 som en forudsætning for at få hjemmehjælp skulle købe en robotstøvsuger, forklarer Jesper Langsted, der er formand for ældrerådet, Læsø.
- Vi er imod
Men nu ønsker forvaltningen, at de resterende borgere, der endnu ikke har anskaffet sig en robotstøvsuger gives frist til udgangen af 2023 til at få anskaffet sig en robotstøvsuger, så det sikres at alle borgere i Læsø Kommune stilles lige.
Det kom frem ved sidste møde i Ældre- og Sundhedsudvalget.
- Vi har i ældrerådet drøftet forvaltningens indstilling, og vi er imod, at man vil tvinge de gamle til at købe en støvsuger, erkender Jesper Langsted og tilføjer.
- Fem ud af 37 har købt en, og frontpersonalet har ikke kunne lide at presse på. Samtidig er vi imod det. Vi kan ikke gå ind for forvaltningens indstilling og mener ikke, det er rigtigt sådan.
Beslutningen på mødet endte med, at indstillingen følges, dog med forbehold for at borgerne gives til ultimo marts 2024 til at anskaffe sig en robot støvsuger.
Må ikke give støvsugere
Ældrerådet anbefalede, at forvaltningen skulle have et antal robotstøvsugere, som borgerne, i et begrænset tidsrum, kunne låne for at se om de selv havde lyst til at anskaffe sig en robotstøvsuger.
Det er dog ikke muligt ifølge Læsøs borgmester Tobias Birch Johansen (V).
- Det er vedtaget, at vi ikke må give dem de støvsugere, konstaterer han og forklarer.
- Ankestyrelsen har bestemt, at man ikke må forære dem støvsugerne, da det er borgergaver, og vi må som kommune ikke forfordele resten af borgerne. Vi ville egentlig gerne forære dem, men vi må simpelthen ikke.
Kan man så ikke bare beholde ordningen med at hjemmeplejen gør det?
- Det er jo nok en mulighed, men det stående udvalg må jo prioritere, hvordan vi forvalter og driver ældreplejen. Jeg blander mig ikke så meget i, hvad eksperterne finder ud af, fastslår borgmesteren.
I 2016 ændrede Ankestyrelsen praksis hvilket betød at blandt andet robotstøvsugere er at betragte som almindelige forbrugsgoder.
Lidt glæde at finde
Men selvom det kan se skidt for kritikerne, så er der dog lidt glæde at spore hos Jesper Langsted.
- Uanset hvad vil det komme op på økonomiudvalgets bord og hos kommunalbestyrelsen, og det er vi glade for. De er nødt til at omgøre beslutningen i kommunalbestyrelsen, for vi kan ikke sige, at vi kører videre som ingenting, understreger formanden.