Læsø Kur er sat til salg. Foto:
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Prestigeprojekt er blevet til hovedpine: Læsø Kur sat til salg

Læsø Kur er sat til salg

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Ejendommen, der huser prisvindende kurbad på Læsø, skal sælges.

Det er Læsø Kommune, som nu sætter ejendommen, hvor Læsø Kur drives fra, til salg.

Og det er ejendomsmæglerfirmaet, Nordicals, der skal sælge den tidligere havnekirke i Vesterø, som i mange år har været en af kommunens stoltheder og attraktioner.

Nordicals forventer stor interesse for udbuddet af den kendte ejendom.

- Den tidligere Vesterø Havnekirke, der i dag er elegant istandsat som kurbad, er selvfølgelig en meget interessant ejendom at udbyde til salg. Vi forventer, at der vil være en betydelig interesse for udbuddet, og vi håber, at vi kan finde den rette køber, der kan være med til at udvikle stedet fremadrettet, fortæller partner hos Nordicals Vendsyssel, Simon Wiehl.

Ejendommen har været ejet af Læsø Kommune siden 2014 og lejes ud til selskabet Læsø Kur og Helse 2024 ApS.

Kommunen har nu besluttet, at der skal findes en køber, der kan være med til at udvikle ejendommen fremadrettet sammen med forpagteren.

- Ejendommen har været i kommunens ejerskab igennem en lang årrække, og kommunens ejerskab har fra tid til anden vist sig ikke at være den optimale ejerkonstruktion, siger Kurt Bennetsen der er kommunaldirektør i Læsø Kommune.

Fra kirke til kurbad

Vesterø Havnekirke blev ombygget og indviet som kurbad i 2008.

Forandringen fra kirke til kursted er tegnet af Friis og Moltke, og allerede dengang var miljøvenligheden tænkt ind med bl.a. grønne tage, der reducerer vandafledningen og øger biodiversiteten.

Den store ombygning blev støttet af Realdania med 22.5 millioner kroner, siden er kirken renoveret for omkring 16 millioner kroner, ligeledes støttet af Realdania.

Siden gennemgik kirken en yderligere istandsættelse i 2010’erne.

Borgmester Tobias Birch Johansen sagde tilbage i september til TV2 Nord, at det ikke er en kommunal kerneopgave at eje bygninger, og man ikke ønsker at drive udlejning.

Det er ingen hemmelighed, at det er og har været dyrt for kommunen at vedlige den gamle og ombyggede kirke til kur, hvilket også er en del af baggrunden for, at kommunen nu officielt sender bygningen i udbud.

Læsø Kommune får i dag en lejeindtægt på 180.000 kroner, gratis svømmeundervisning for skolebørnene og et antal fri entre til kurbadet til lokale som modydelse for den årlige vedligeholdelse, og på bundlinjen udligner det samlet set de 400.000 kroner, som kommunen hvert år har udgifter for, så regnestykket går i 0, som loven kræver.

Rejsekonge er glad for at være lejer

Det er den nordjyske rejsekonge Bjarke Hansen, der i dag ejer det selskab, som lejer sig ind i Læsø Kur og Helse bygningen. Hans selskab overtog lejemålet i foråret 2024, efter at Læsø Kur og Helse var gået konkurs på grund af stigende omkostninger og svigtende besøgstal.

Bjarke Hansen har tidligere overfor TV2 Nord understreget, at selskabet er glad for at være lejer af ejendommen og har et godt samarbejde med kommunen. Han har ikke ønsket at forholde sig til, hvorvidt selskabet er interesseret i at købe bygningen.

Hvilken salgspris Læsø Kommune forventer at få for bygningen er en hemmelighed, og udbudssagen har også været behandlet for lukkede døre i kommunalbestyrelsen.

Salget af ejendommen vil ske efter offentligt udbud af ejendommen, og deadline for budgivning er 15. december 2025.


Anders Vistisen. Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

ANALYSE: Ny spidskandidat skal genvinde en af DF’s gamle højborge

Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen bliver ny nordjysk spidskandidat til Folketinget

Det gjorde ondt - rigtig ondt! - på Dansk Folkeparti i Nordjylland, da stemmerne til folketingsvalget i 2022 var talt op. 7117 nordjyder havde sat kryds ved partiet. Det svarede til beskedne 1,9 procent. 

For første gang i det kvarte århundrede, partiet havde stået på stemmesedlen, blev der ingen DF-kandidat valgt i landsdelen, der ellers havde været en af partiets højborge: I 2015 stemte mere end hver femte vælger i Nordjylland på Dansk Folkeparti, der fik valgt fire MF’ere med nordjysk rygmærke. 

Nu mødte Dansk Folkeparti i 2022 - i al respekt - heller ikke med det stærkeste kandidathold, der er set. Flere profiler var op til valget gået over til Danmarksdemokraterne. 

Efterfølgende blev partiets næstformand Majbritt Birkholm fra Holstebro - der i det daglige er ansat ved politiet - i 2024 valgt som ny spidskandidat i Nordjyllands Storkreds. 

Men når valget kommer senere i år, vil hun formentlig være på vej et andet sted hen.

Partiets hovedbestyrelse har nemlig vedtaget at gøre Anders Vistisen, der i dag repræsenterer DF i Europa-Parlamentet, til ny nordjysk spidskandidat. 

Bliver han valgt til Folketinget, er hans suppleant i Europa-Parlamentet førnævnte Majbritt Birkholm. 

Søren Wormslev. Foto:
Søren Wormslev er TV2 Nords politiske analytiker.

Skarp kritiker af europæisk samarbejde 

Anders Vistisen, som er 38 år, er tæt på partiets ledelse og betragtes som en af DF’s kommende topfolk.

Nu skal han dyste på deres hjemmebane med formændene i de to partier, som DF i høj grad har blødt vælgere til, nemlig Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne, hvis ledere, Mette Frederiksen og Inger Støjberg, begge er valgt i Nordjylland.

Han sad i Europa-Parlamentet første gang 2014-19, hvor han midt i perioden tog over som gruppeformand, da sager om påstået snyd med EU-midler bragte Morten Messerschmidt i søgelyset. 

Ved valget i 2019 opnåede Anders Vistisen ikke genvalg. Men tre år senere rykkede han alligevel ind i parlamentet som afløser for Peter Kofod, der returnerede til dansk politik. I 2024 blev Anders Vistisen valgt i egen ret, takket været 55.082 stemmer. 

Hvis ellers de nordjyske vælgere i tilstrækkeligt stort tal stemmer på Anders Vistisen ved det kommende folketingsvalg, forlader han Europa-Parlamentet. 

Det er angiveligt hans eget ønske om at komme nærmere på familien, der har udløst den påtænkte rokade. Han og familien bor i Vridsted nær Viborg. 

Samtidig slipper han og partiet med et skifte - i en global situation, hvor mange, også mange EU-kritikere, taler for at styrke Europa - for at stå i en situation, hvor Anders Vistisens overordentlig skarpe kritik af enhver form for øget EU-samarbejde enten måtte justeres eller ville isolere ham.

Byrådsmedlemmer stiller også op 

I Dansk Folkeparti har man indrettet sig således, at det er hovedbestyrelsen, der forud for folketingsvalg udpeger en spidskandidat. Det er nu sket med opstillingen af Anders Vistisen. De resterende kandidater skal godkendes af partiet, men vælges formelt af partiets medlemmer i storkredsen. 

I Nordjylland sker det på onsdag på Tylstrup kro. Her er fire nordjyder, der enten sidder eller har siddet i deres lokale byråd, bragt i forslag. 

De fire, der formentlig skal i valgkamp sammen med Anders Vistisen, når valget kommer, er Thomas Hjort fra Frederikshavn, Danny Rosenkilde fra Brønderslev samt Jørgen Hammer Sørensen og Emma Mølgaard, begge fra Mariagerfjord. 



Værftsområde. Foto:

Kæmpe aftale: Nye arktiske skibe skal samles i Frederikshavn

To nordjyske borgmestre på den grund på havnen, hvor de mener et nyt værft kan placeres.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Frederikshavn skal være samlefacilitet for de fem nye arktiske skibe, som de kommende år skal bygges og styrke Forsvaret. Det har forligskredsen i dag endeligt besluttet.

Folketingets partier i forligskredsen blev i sommer enige om, at de fysiske rammer for et nyt statsejet værft skulle placeres i Frederikshavn, og i dag er den endelig byggestrategi blevet vedtaget, og når de tekniske specifikationer for de arktiske skibe er endeligt fastlagt, kan kontraktforhandlingerne påbegyndes.

Forligskredsen er blevet enige om en distribueret byggestrategi for arktiske skibe, hvor der flere steder i landet laves produktionssteder.

Samlefaciliten bliver i Frederikshavn, og det bliver således her, at rammerne for produktionen af fem arktiske skibe til det danske forsvar skal være.

- Danmark er en stor maritim nation med stolte traditioner inden for søfart og skibsbygning. Med beslutningen om en byggestrategi, hvor vi får flere danske produktionsfaciliteter i spil samt en samlefacilitet i Frederikshavn, sikrer vi, at Danmarks position inden for skibsbygning styrkes, ligesom vi på længere sigt styrker Danmarks forsyningssikkerhed, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

- En milepæl

Der er også truffet beslutning om, at staten skal eje samlefaciliteten i Frederikshavn, og samlefaciliteten udformes, så den i fremtiden vil kunne bruges til at producere større skibe end de arktiske skibe.

På havnen i Frederikshavn blev der allerede sidste år udpeget et området på 135.000 kvadratmeter, hvor det nye statsejede værft skal placeres.

- For flådeprogrammet i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse markerer beslutningen en milepæl og sætter rammene for det videre arbejde med at implementere beslutningerne om anskaffelse af skibe til søværnet, siger direktør for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, generalløjtnant Per Pugholm Olsen.

Beslutningerne er ifølge Forsvarsministeriet truffet med afsæt i en analyse fra Deloitte, og ministeriet skriver i en pressemeddelelse, at byggestrategien vurderes at være den mest omkostningseffektive, idet der lægges vægt på dansk produktion, ligesom produktionsmodellen giver adgang til en bredere dansk industriel base og dermed en større arbejdsstyrke.

Erhvervsorganisation tilfredse med plan

Forligskredsens plan får en positiv modtagelse fra Erhvervsorganisationen TEKNIQ, som mener, at den kommer til at have en gavnlig effekt på både store og små virksomheder i Danmark med de rette kompetencer.

- Når produktionen deles op og forankres i hele Danmark, bliver forsyningskæderne kortere og mere robuste. Det giver Forsvaret større driftssikkerhed, og gør det muligt for flere danske virksomheder at bidrage med specialiserede løsninger. Det gavner både forsvaret og væksten i erhvervslivet, siger Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør i TEKNIQ.

Erhvervsorganisationens direktør mener, at Danmark nu bliver mindre sårbare over for udenlandske flaskehalse, når man vælger at bygge og vedligeholde skibene herhjemme.

- Det giver kortere leverancekæder og sikrer hurtig adgang til service. I en tid med oprustning i Europa er forsyningssikkerhed helt afgørende, siger Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør i TEKNIQ.


Anders Vistisen. Foto: Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix

Markant DF-profil bliver spidskandidat i Nordjylland

Foto: Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Han er klar til at vinke farvel til EU.

Anders Primdahl Vistisen bliver ny spidskandidat til det kommende folketingsvalg i Nordjyllands Storkreds for Dansk Folkeparti. Det bekræfter han overfor TV2 Nord.

Det betyder, at han afløser den hidtidige spidskandidat Majbritt Birkholm.

- Det handler om, at vi i Dansk Folkeparti skal stille det stærkeste hold, fortæller han om valget af ham som spidskandidat.

Anders Vistisen. Foto: Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix
Foto: Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix

Anders Vistisen stammer selv fra Vridsted, som ligger i nærheden af Skive.

Og netop Nordjylland er et interessant område for DF, fortæller han.

- Nordjylland har været en stor bastion for os og et godt valgområde. Og så er der to andre markante kandidater heroppe (Mette Frederiksen (S) og Inger Støjberg (DD) red.).

Store profiler spiller ind

Anders Vistisen har allerede flere ting, som han gerne vil kæmpe for i Nordjylland.

- Der er udfordringer ved infrastrukturen og en række havne, og det vil jeg prioritere, siger DF'eren, der de sidste 10 år har siddet i EU, hvor han flere gange har været midtpunkt i omstridte sager.

Eksempelvis var han med til at tilslutte sig EU-højrefløjsgruppen 'Europas Patrioter', som blandt andet tæller det Ungarske regeringsparti, som har været meget russisk-venlige. Derudover gik Anders Vistisen for et år siden verden rundt, da han sagde ordene 'Mr. Trump - fuck off', som var møntet på den amerikanske præsident Donald Trump. Han sagde ordene fra talerstolen i EU.

Men det er ikke kun selve de politiske mærkesager i Nordjylland samt familiære forhold, der spiller ind i forhold til valget af storkreds.

Støjberg og Frederiksen. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen og Inger Støjberg er store stemmeslugere i Nordjylland. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Dét, at Mette Frederiksen og Inger Støjberg stiller op i Nordjylland, er ikke uvæsentligt for valget af område, han stiller op i:

- Det har været vigtigt for os, at Mette Frederiksen kommer til at møde maksimalt pres på det, der er hendes hjemmebane, forklarer Anders Vistisen til TVMidtvest og fortsætter:

- Sammenligner man dem, vi stiller op til Folketinget med et fodboldhold, så er det vigtigt, vi også har nogle, der passer på defensiven i forhold til at holde Mette Frederiksen beskæftiget og gjort hende ansvarlig i hendes valgkreds. Og der har man så vurderet, at den opgave kan jeg godt løfte - og derfor giver det mening, at det er i Nordjylland, jeg skal opstilles, siger han.

Spidskandidat til Bruxelles

Den nu tidligere spidskandidat i Nordjylland, Majbritt Birkholm, er Anders Vistisens førstesuppleant i EU. Derfor kommer hun, hvis Anders Vistisen bliver valgt ind til at overtage hans rolle i EU. I dag sidder hun både som byrådsmedlem i Holstebro Kommune, og samtidigt er hun regionsrådsmedlem i Region Midtjylland.

020226 Majbritt Birkholm Scanpix. Foto: Thomas Traasdahl / Ritzau Scanpix
Majbritt Birkholm Foto: Thomas Traasdahl / Ritzau Scanpix

- Jeg kommer til at kigge realistisk på det. Jeg kommer ikke til at svigte nogle vælgere, fortæller Majbritt Birkholm, om både at skulle være i Bruxelles, samtidig med at hun har politiske opgaver og udvalgsposter i Danmark.

Majbritt Birkholm fortæller desuden til TV2 Nord, at hun ikke kommer til at stille op til Folketinget.


Borger anede uråd - tre personer er nu bag tremmer

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Tre mænd fra Østeuropa er varetægtsfængslet frem til 18. februar.

Det står klart efter et grundlovsforhør i Retten i Aalborg. Mændene er sigtet for at stå bag en række indbrud i varebiler, og politiet estimerer, at de har stjålet værktøj for mindst 126.000 kroner.

Politiet rykkede ud og pågreb gerningspersonerne i går, søndag, efter en borger i Suldrup havde henvendt sig, da han observerede mistænkelig adfærd ved det hus i byen, som mændene havde lejet gennem udlejningsportalen Airbnb.

- Denne sag viser tydeligt, hvor vigtig borgernes årvågenhed er. Tippet fra en borger gjorde, at vi kunne gribe ind på det rette tidspunkt, siger efterforskningsleder Frederik Als fra Efterforskningscenter Himmerland og tilføjer:

- Der var tale om en koordineret indsats, hvor både patruljer, droner og politihunde blev sat ind. Det førte til, at tre personer blev anholdt. En fjerde mand havde held med at undslippe, så ham leder vi fortsat efter.

Efterforskning i fuld gang

De sigtede forsøgte at flygte, da politiet ankom. Ifølge ordensmagten havde gerningspersonerne planer om at transportere værktøjet ud af Danmark.
- Vi er i fuld gang med at efterforske, hvilke konkrete indbrud det fundne værktøj kan sættes i forbindelse med. Samtidig ser vi naturligvis også nærmere på, hvad planen har været for de stjålne effekter – herunder hvilke afsætningskanaler der har været tale om. Der er primært tale om værktøj, men blandt de fundne genstande er der også cykler og andre effekter, som nu indgår i den videre efterforskning, siger Frederik Als.

Efterforskningslederen oplyser, at politiet hellere hører en gang for meget fra borgere end en gang for lidt.

Hvad skal du være opmærksom på?

• Personer, der færdes usædvanligt omkring varebiler, byggepladser eller boligområder
• Mistænkelig adfærd som overvågning af områder, gentagne kørsler eller forsøg på at skjule genstande
• Større mængder værktøj, cykler eller andre effekter, der transporteres eller opbevares på atypiske tidspunkter
• Køretøjer uden nummerplader eller med udenlandske plader, der ikke umiddelbart hører til i området.

Ved akutte situationer eller igangværende kriminalitet skal man altid ringe 112.

Efterforskningen fortsætter, og politiet udelukker ikke, at der kan komme yderligere sigtelser.

Ha' de vigtigste nordjyske nyheder lige ved hånden.