Læsø mangler penge: Færgedriften koster otte millioner ekstra

Der er brug for flere penge i kassen, hvis alle kommuner skal kunne levere det samme serviceniveau. Derfor sørger ni nordjyske kommuner flere penge.

Der er 11 kommuner i Nordjylland og intet mindre end ni af dem har søgt om særtilskud fra staten. Der er simpelthen brug for flere penge, for at få de kommunale budgetter til at køre rundt. 

Læsø Kommune er den kommune i landet, der har søgt det største særtilskud målt per indbygger. Det viser tal fra mediet NB Økonomi. Der er nemlig søgt om 15,2 millioner kroner i år, og det svarer til 8.598 kroner per indbygger. 

- Vi kan ikke finansiere vores drift uden tilskud og slet ikke næste år med de ekstreme energipriser, lyder det fra borgmester på Læsø, Tobias Birch Johansen (V). 

Hjælp fra staten eller høj billetpris

Det er ikke første gang at Læsø Kommune har brug for særtilskuddet, men i år er der ekstra brug for det. For færgedriften til og fra kommunen ser ud til at blive markant dyrere. 

- Færgedriften kommer til at koste mellem fem og otte millioner kroner ekstra bare i brændstof. Og så kommer alle de andre kommunale ting oven i den ekstraudgift, forklarer Tobias Birch Johansen og uddyber: 

- Vi kan ikke finansiere brændstoffet til færgen uden tilskud. Så ville vi skulle sætte billetprisen op eller hæve skatten for alle borgere på Læsø, og det er ikke fair, at Læsøborgerne skal betale billetten for de mange gæster, der kommer til øen. 

Tobias Birch Johansen har svært ved at se, hvordan kommunen skulle kunne opretholde serviceniveauet på lige fod med andre kommuner, hvis ikke der kommer et særtilskud i øen. 

FAKTA

Ifølge DR har seks af de nordjyske kommuner de seneste 10 år fået del i særtilskudspuljen.

Her er , hvad de i gennemsnit har fået: 


Morsø Kommune - 15,9 millioner kroner.

Vesthimmerland Kommune - 15,9 millioner kroner. 

Frederikshavn Kommune - 15,8 millioner kroner. 

Brønderslev Kommune - 15,1 millioner kroner. 

Hjørring Kommune - 14,9 millioner kroner. 

Jammerbugt Kommune - 14 millioner kroner. 


Usikkerhed på kommunale budgetter 

Intet mindre end 54 kommuner har søgt om særtilskuddet i år. Det er mere end halvdelen af de i alt 98 kommuner. I Nordjylland er det blot Aalborg og Rebild Kommune, der har undladt at søge særtilskud fra staten. 

- Jeg håber, at der er så mange ansøgere på grund af de prisstigninger, der har været grundet krigen i Ukraine. Hvis ikke det er derfor, så har vi en helt anden udfordring i Danmark. Men jeg tror, det skyldes, at der er usikkerhed på budgetterne, for man ved ikke, hvad tingene koster, mener borgmesteren. 

Læsø Kommune er ikke den eneste nordjyske kommune, der har søgt om et højt særtilskud, hvis man måler det per indbygger. De tre kommuner, der har søgt fleste penge, er Læsø, Morsø og Bornholm kommuner. Morsø har søgt om 139 millioner kroner, altså 6.926 kroner per indbygger. 


Seneste nyt

fra Nordjylland