Strandede øboere rykker på hotel
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Strandede læsøboerne får rabat på Hotel Jutlandia.
Ikke alle havde mulighed for at nå hjem, før Stormen Otto ramte Nordjylland.
Den problematik er de opmærksomme på hos Hotel Jutlandia i Frederikshavn. Her tilbyder de traditionen tro overnatning til de læsøboere, som ikke kan komme hjem grundet stormen, nu da Læsøfærgen ikke sejler fredag eftermiddag eller aften.
- Det har vi gjort i mange år. Læsøboerne er jo vores venner. Vores lobby er åben 24 timer, så vi er vant til at have ventende passagerer på besøg. Det er også muligt at booke et værelse til en særlig Læsø-pris, og det har flere gjort, oplyser hoteldirektør Camilla Frost til Kanal Frederikshavn.
DMI forventer storm med 25-28 meter i sekundet fra vest med vindstød af orkanstyrke på 33-35 meter i sekundet i Frederikshavn Kommune.
Tidlig vinterferie
Fredag blev en kort en af slagsen for gymnasieeleverne på Frederikshavn Gymnasium og Frederikshavn Handelsskole.
Undervisningen stoppede ved 13.30-tiden, således alle elever kunne nå hjem med offentlig transport. Det skriver Kanal Frederikshavn.
Alle BaneDanmarks afgange mellem Aalborg og Frederikshavn er aflyst mellem klokken 15 og 23 grundet stormen Otto, hvilket var årsagen til, at eleverne kunne gå tidligt på vinterferie.