Unge øboere fik stor fodboldoplevelse
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Seniorfodbolden er død på Læsø, men ungdomsspillerne holder spillet i live.
AaB spiller søndag eftermiddag i 3F Superligaen på hjemmebane mod Sønderjyske.
I den forbindelse var der en del unge øboere på stadion, og de fik også en kæmpe stor ære, kort før opgøret skulle fløjtes i gang.
To fanbusser havde taget turen fra Læsø tidligt om morgenen, hvor de skulle med færgen.
Målet var Aalborg Portland Park, hvor 11 ungdomsspillere fra U/12-holdet skulle gå ind på grønsværen hånd-i-hånd med idolerne fra AaB's bedste fodboldmandskab og foran tusindvis af tilskuere.
Læsø Fodbold lever af deres ungdomsspillere. Peter Ravnshøj fra Læsø Fodbold fortæller nemlig, at der ikke længere er seniorfodbold tilbage på øen.
I gamle dage var der tre klubber med fodbold på øen. Byrum, Vesterø og Østerby.
Imens de voksne ikke spiller fodbold på øen, så var de unge fodboldspillere fra U/12-holdet faktisk i aktion, før de tog turen til Aalborg Portland Park.
De unge spirende fodboldspillere var nemlig forbi Hjallerup, hvor der ventede en turneringskamp.
Drengene fra Læsø havde endnu ikke tabt i sæsonen, men i Hjallerup måtte de give fortabt i det målrige og tætte opgør, hvor de tabte 4-5.
Det ødelagde dog ikke glæden ved at gæste AaB og Aalborg Portland Park.