Vejen er banet hos Venstre for Karsten Nielsen

Venstres spidskandidat på Læsø ved sidste valg, viceborgmester Tobias Birch Johansen, er ikke klar til at stå øverst på kandidatlisten denne gang. Derfor kommer den siddende DF-borgmester Karsten Nielsens skifte til Venstre som en gave til det største parti i kommunalbestyrelsen på Kattegatøen.

"Læsøs borgmester melder sig ind i Venstre", lyder overskriften på en nyhed på tv2nord.dk. Og nej, artiklen er ikke ny. Den er fra 2014.

Fredag gentog historien sig. Endnu en borgmester i Nordjyllands mindste kommune skiftede til Venstre. Eneste forskel er, at mens "afhopperen" for syv år siden, Tobias Birch Johansen, kom fra en ikke-parti-politisk liste, var det denne gang Dansk Folkeparti, økommunens nye Venstre-borgmester hoppede fra.

Gør ondt på hårdt plaget parti

Det er et hop, der i national sammenhæng gør ondt på det i forvejen hårdt plagede parti; da Karsten Nielsen i 2017 ret overraskende erobrede borgmesterposten på Kattegatøen, var han den første DF-politiker nogen sinde, der satte sig for bordenden i en dansk kommune. Nu mister DF fem måneder før et skæbnevalg posten, hvilket Kristian Thulesen Dahl var meget skuffet over, da han tidligt fredag morgen fik beskeden fra Karsten Nielsen.

Hvis Karsten Nielsens mål var at komme med i et fremgangsrigt parti, kunne han nok have valgt et bedre hjemsted end Venstre ... Men det er angiveligt ikke primært den landspolitiske situation, der har udløst skiftet.

Karsten Nielsen har ganske enkelt fået smag for politik og lyst til at gøre arbejdet færdigt. Og det tror han, han bedst kan gøre i Læsøs p.t. største parti.

Øens mangeårige bankbestyrer var helt ny i politik, da han i 2017 lidt hovedkulds blev borgmester. Han havnede på posten, fordi der i den ni m/k store kommunalbestyrelse var en håndfuld, der syntes, at den meget unge førstemand Tobias Birch Johansen var vel langt fremme i skoene i sine fire første år på borgmesterposten. De fem var uenige om meget, men enige om, at Tobias Birch Johansen ikke skulle fortsætte.

Pilen endte med at pege på Karsten Nielsen, hvis tilgang til livet, herunder det politiske, er anderledes pragmatisk. Han har med rolig, fast hånd uden de store falbelader styret kommunen gennem alvorlige økonomiske udfordringer og nåede, efter først at have besluttet ikke at genopstille, frem til, at han alligevel havde smag på mere. Og jobbet som bankbestyrer kunne han ikke vende tilbage til - hans ansættelsesforhold hos Nordjyske Bank sluttede, da han blev borgmester.

For syv år siden hoppede daværende borgmester Tobias Birch Johansen fra en ikke-partipolitisk liste til Venstre. Ved det kommende kommunalvalg ønsker han dog ikke at stå som Venstres topkandidat, og det giver muligheder for den nu tidligere DF'er, Læsøs borgmester Karsten Nielsen.
For syv år siden hoppede daværende borgmester Tobias Birch Johansen fra en ikke-partipolitisk liste til Venstre. Ved det kommende kommunalvalg ønsker han dog ikke at stå som Venstres topkandidat, og det giver muligheder for den nu tidligere DF'er, Læsøs borgmester Karsten Nielsen.
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord

I Venstre - som han og hans hidtidige DF-partifælle i kommunalbestyrelsen har arbejdet tæt sammen med de seneste år - har man endnu ikke valgt spidskandidat. Den tidligere borgmester Tobias Birch Johansen er i dag viceborgmester og 42 år gammel, men driver også en vognmandsforretning, så han har på de indre linjer ladet forstå, at han ikke her og nu er klar til at tage endnu en tørn som borgmester.

Derfor kan 65-årige Karsten Nielsen sandsynligvis uden kampvalg kåres til ny spidskandidat hos Venstre - i øvrigt et parti, han længe var menigt medlem af, før han få år før sin tiltræden som borgmester skiftede til Dansk Folkeparti. Det skete primært i frustration over de store flygtningestrømme, der i 2015 gik på danske motorveje.


Kommunalvalg

Ulla Vestergaard analyse wormslev

play Vil Ulla forsøge at vinde borgmesterstolen tilbage?

Arne boelt analyse wormslev

play Arne Boelts appetit på politik er intakt

ulla astman analyse wormslev

play Det vil ikke overraske, hvis Ulla stopper før tid

kaarsten nielsen analyse wormslev

play Karstens fire år som borgmester på Kattegat-øen går ind i historien

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland