Borgmester om Made in Denmark: Lad folkefesten fortsætte i Vesthimmerland
I Vesthimmerland kommune opfordrer de til, at dialogen mellem Lars Larsen og Region Nordjylland genoptages, så Made in Denmark fortsat bliver i kommune.
Vesthimmerland kommune opfordrer nu til, at Made in Denmark og Region Nordjylland får sat sig sammen, så golfturneringen kan fortsætte i Nordjylland – og så efter 2016.
Medarrangør af Made In Denmark, Lars Larsen, har luftet muligheden for at flytte Danmarks største sportsbegivenhed væk fra Nordjylland, hvis ikke Region Nordjylland fastholder at støtte golfturneringen med 7,5 millioner kroner for tredje år i træk, og ikke de to millioner kroner, som regionen nu har lagt op til.
- Made In Denmark betyder rigtig meget for Vesthimmerland, men også for hele Nordjylland. I de to forgange år har det været en sand folkefest, og det har givet vores område en hel del omsætning og synlighed. Derfor håber jeg, at parterne på ny sætter sig sammen og finder en løsning, for hvornår får vi igen en så stor begivenhed til Nordjylland?, siger Knud Kristensen, borgmester i Vesthimmerlands kommune fra konservative.
Hos VisitVesthimmerland og Himmerlands Udviklingsråd håber og opfordrer man også til, at Region Nordjylland og folkene bag Made In Denmark finder en løsning.
- Made In Denmark er en kæmpe markedsføringsplatform for hele det vesthimmerlandske turisterhverv og betyder samtidig utrolig meget for vores slagkraftighed i hele Nordjylland. At vi kan løfte en så stor event viser også, at vi som område bliver anerkendt og bidrager til et godt produkt til glæde for mange, siger turistchef i VisitVesthimmerland, Jimmi Petersen, og får opbakning fra Himmerlands Udviklingsråd.
- Et fortsat stærkt samarbejde mellem Region Nordjylland og Made In Denmark er lig med erhvervsudvikling i hele Nordjylland. Derfor opfordrer vi til at parterne mødes, så Made In Denmark kan fortsætte i Himmerland, siger erhvervschef i Himmerlands Udviklingsråd, Dan Skovgaard.
En rapport fra University College Nordjylland og VisitDenmark har tidligere på året slået fast, at Made In Denmark i 2015 skabte 62,5 millioner kroner i turistforbrug og 83 nye job i lokalområdet.