En 59-årig mand har fremsat trusler mod folketingspolitikeren Kim Christiansens kro i Mariager. Foto: Johnni Isaksen

59-årig anholdt for trusler mod Kim Christiansen og hans restaurant

En 59-årig mand er anholdt og sigtet for trusler mod den markante folketingspolitiker Kim Christiansen.

Nordjyllands Politi foretog mandag eftermiddag, 29. april 2019, anholdelse af en 59-årig mand, der sigtes for trusler fremsat mod en Restaurat A'porta i Mariager, der ejes af folketingspolitikeren Kim Christiansen.

- Det har da været dødubehageligt! Man ved ho aldrig, hvad der ligger bag, når der kommer sådanne nogle trusler mod mig og restauranten, lyder det fra Kim Christiansen, der ikke før har været udsat for så voldsomme trusler, at det har været nødvendigt at politianmelde. 

- Det har været nogle rigtigt trælse dage, efter jeg blevet ringet op i fredags, men jeg har bare stor ros til overs for politiet, der har arbejdet hurtigt i sagen, siger folketingspolitikeren fra Mariager. 

Nordjyllands Politi skred straks til handling, efter anmeldelsen. 

- Den 59-årige ringede fredag formiddag til Kim Christiansen og fremsatte nogle trusler om, at der skulle ske noget forfærdeligt på Kim Christiansens kro. Vi fandt ret hurtigt frem til, at det var pågældende, som stod bag, fortæller Frank Olsen, der er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi. 

Læs også Pædagog fyret efter at være udsat for to drabsforsøg

Politiet skærpede straks patruljeringen omkring restauranten, ligesom man påbegyndte en efterforskning af sagen, og man kunne på det grundlag mandag skride til anholdelse af den 59-årige mand, der stammer fra Aalborg-området. 

- De to kender ifølge Kim Christiansen ikke hinanden, men Kim Christiansen er jo en offentlig person, så det kan være, at manden har set sig sur på ham, siger Frank Olsen om motivet. 

Kim Christiansen ønsker ikke at udtale sig om, hvad truslerne gik ud på, og hvad den 59-årige var sur over. Den 59-årige blev anholdt mandag eftermiddag, hvorefter han blev sigtet, afhørt og løsladt. 

- Manden erkendte under afhøringen, og vi har dermed afsluttet efterforskningen, forklarer Frank Olsen. 

Kim Christiansen er nu mere rolig, efter manden, der stod bag truslerne, er identificeret og i politiets søgelys.

- Jeg synes slet ikke, det er i orden at fremsætte sådanne nogle trusler, bare fordi man er uenig i det, jeg siger og står for. Det har været rigtigt træls for mig at opleve det her, men jeg tror og håber på, det er en undtagelse, siger Kim Christiansen.  

Det er nu op til anklagemyndigheden at vurdere, om der skal rejses tiltale mod manden.

Opdateret med citater fra Kim Christiansen.

Læs også Arena Nord forhøjer dusør for stjålne Guld-Harald medaljer