67-årig kvinde dømt for omfattende mandatsvig
Foto: TV2 Nord
En 67-årige kvinde fra Himmerland er blevet dømt for mandatsvig for 186.529 kroner. Hun fik en dom på fire måneders betinget fængsel.
Retten i Aalborg har tirsdag fundet en 67-årig kvinde skyldig i omfattende mandatsvig.
I en periode fra 2014 til 2019 har hun svindlet to foreninger i Himmerland for 186.529 kroner, det har Retten i Aalborg tirsdag slået fast, hvor kvinden blev idømt fire måneders betinget fængsel.
Kvinden var tiltalt for både bedrageri og mandatsvig, ligesom anklagemyndigheden mente, at kvinden havde svindlet de to foreninger for 224.000 kroner, men retten fandt ikke kvinden skyldig i bedrageri, og heller ikke i flere tilfælde af mandatsvig.
Tilsidesatte kvindens forklaring
I anklageskriftet fremgår det, at kvinden skulle have svindlet to foreninger for henholdsvis 178.529 kroner og 45.453 kroner. I foreningen, hvor anklagemyndigheden mente, at kvinden havde svindlet for mere end 45.000 kroner, fandt retten det kun bevist, at kvinden havde udført mandatsvig for 8.000. Det skyldes, at retten ved det resterende beløb ikke kunne afvise, at det var reelle udgifter kvinden havde haft i foreningen gennem hendes virke som kasserer.
Omvendt tilsidesatte retten kvindens forklaring om, at de 178.529 kroner, som kvinden havde overført til hende og hendes ægtefælles bankkonti fra den anden forening, skulle have være berettiget løn til hendes ægtefælle.
- Vi er tilfredse med, at retten har fundet kvinden skyldig i mandatsvig for hele beløbet i den ene forening, siger Steffen Pedersen, der er anklager ved Nordjyllands Politi. Han siger samtidig, at anklagemyndigheden nu, ligesom den 67-årige kvinde, har 14 dage til at finde ud af, om de vil anke dommen.
Foreninger for ældre borgere
Begge foreninger, som den 67-årig kvinde har udført mandatsvig i, er foreninger for ældre borgere. Den ene er en såkaldt husflidsforening, hvor ældre borgere lærer at lave håndarbejde og laver håndarbejde sammen. Det er i denne forening kvinden er kendt skyldig i mandatsvig for 178.529 kroner.
Den anden forening er også for ældre borgere, der mødes.