68-årig motorcyklist dræbt i solouheld
En 68-årig mand mistede søndag formiddag herredømmet over sin motorcykel og forulykkede - på tragisk vis med døden til følge.
Det kostede en 68-årig mand fra Kongerslev livet, at han søndag formiddag mistede herredømmet over sin motorcykel og kørte galt på Terndrupvej nord for Hadsund. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen.
- Han kommer kørende ad Terndrupvej mod syd, da han mister herredømmet over sin motorcykel og vælter, forklarer vagtchefen.
- Der er en bilist fremme meget kort tid efter ulykken som alarmerer 112 og yder førstehjælp på stedet, men motorcyklisten afgår desværre ved døden, siger vagtchefen videre.
Politiet fortæller, at der ikke var andre trafikanter involveret i ulykken og en bilinspektør skal derfor undersøge ulykkesstedet nærmere for at få klarlagt, hvordan ulykken skete.
den 68-åriges pårørende er underrettet om den fatale ulykke.