Foto: Per Frank Paulsen

Anklager sammenligner Hadsund-drab med 'ubådssag'

En 28-årig mand er tiltalt for at dræbe og partere en kvinde i Hadsund. Det sidste retsmøde går i gang torsdag.

Torsdag falder der dom i den spektakulære drabssag fra Hadsund, hvor en 28-årig mand er tiltalt for at have dræbt og parteret en 40-årig kvinde fra Viborg.

Læs også Sidste vidne afhørt i drabssag: - Da jeg kommer til dørkarmen kan jeg se en masse blod

Retsmødet gik i gang klokken 9.00 og der forventes dom senere torsdag.

Sammenlignes med ubådssag

Anklager, Mette Bendix, kræver, at tiltalte skal dømmes for manddrab, usømmelig omgang med lig, samt for besiddelse af en pumpgun. Hun påstår, at den tiltalte skal idømmes 16 års fængsel.

Hun sammenligner desuden den pågældende sag med den opsigtsvækkende 'ubådssag', hvor Peter Madsen i 2018 blev idømt fængsel på livstid for at have dræbt og parteret en kvindelig svensk journalist ombord på sin ubåd.

Anklageren mener, at tiltalte havde forsæt til at dræbe offeret, og at det var planlagt.

Hun lægger vægt på forklaringen fra tiltaltes ven. Vennen har forklaret, at den tiltalte uden for garagen viste ham en stor køkkenkniv. Her sagde tiltalte 'Vil du med ind og kneppe hende og slå hende ihjel'.

Derudover har tiltaltes kæreste sagt, at tiltalte efter drabet sagde til hende, at han altid havde drømt om at slå ihjel.

Havde indtaget alkohol og stesolid

Mens anklager nedlægger påstand om 16 års fængsel, så mener forvarer, Mogens Kjær, at tiltalte, hvis han findes skyldig, skal have en dom på mellem 6 og 8 år.

Forsvareren siger, at hans klient erkender at have slået den 40-årige kvinde ihjel, til trods for han ikke kan huske det, men han nægter sig skyldig i drab. Den tiltalte 28-årige mand har fortalt, at han på gerningsnatten både havde indtaget alkohol og stesolid, som han påstår, gav ham et 'blackout'.

Forsvareren påstår, at hændelsen ikke var planlagt, og at det skete i en patologisk rus, der kan sidestilles med sindsygdom. Det sammenholdt med, at manden ikke tidligere er straffet, mener forsvareren er en formildende omstændighed.

Forsvareren afviser også, at den titalte skulle have en særlig interesse for drab.

Døde af forblødninger

Drabet fandt sted i en garage i Hadsund den 11. november 2018, hvor den 28-årige mand er tiltalt for at have påført kvinden 10 dødbringende læsioner i ansigtet med en kniv og derefter være begyndt at partere hende.

Da liget blev fundet, lå det i en sæk med ledninger omkring.

Den tiltalte har tidligere forklaret, at han ikke kan huske, hvad der skete og at han havde indtaget både alkohol og stesolid den pågældende aften.

Foruden tiltaler om drab og usømmelig omgang med lig er den 28-årig mand også tiltalt for overtrædelse af knivloven og våbenloven.

Læs også Kvindedrab i Hadsund: Bad ekskæreste og ven om hjælp til at partere den dræbte