Brovagter skal erstattes af fjernstyring: Borgmester frygter for sikkerheden til søs

Borgmester i Mariagerfjord Kommune Mogens Jespersen (V) forstår ikke, at transportminister Benny Engelbrecht (S) vil fjerne brovagterne på tre nordjyske broer. Han frygter for sikkerheden ved Hadsundbroen.

Brovagterne på tre nordjyske broer skal fjernes. Det mener transportminister Benny Engelbrecht (S).

Det drejer sig om Hadsundbroen, Vildsundbroen og Aggersundbroen, som altså fremover skal være ubemandede. I stedet skal broerne fjernbetjenes centralt af en brovagt placeret i Aalborg.

quote Der er mange gode argumenter for at frede brovagterne, og jeg håber da også, at ministeren, ligesom sin forgænger, vil vende skråen og lytte interesseret til virksomhedernes, turisterhvervets og de mange tusinde sejleres argumenter og bekymringer

Mogens Jespersen (V), borgmester, Mariagerfjord Kommune

I Mariagerfjord Kommune giver det anledning til alvorlige bekymringer for erhvervsudviklingen, turismen, trafikken og ikke mindst sikkerheden til søs og risikoen for påsejling, at Hadsundbroen står til at miste brovagten.

- I Mariagerfjord Kommune er vi helt afhængige af, at driften er stabil, og der er dygtige folk på vagt, hvis uheldet skulle være ude. Det handler ikke kun om skibsfarten, men også om trafikken på hovedvej 507, som krydser broen. Derfor er vi i sagens natur dybt bekymrede over, at ministeren uden forudgående dialog hiver de gamle planer op af mølposen, siger borgmester Mogens Jespersen.

Håber ministeren vil vende skråen

Borgmester Mogens Jespersen har henvendt sig direkte til transportminister Benny Engelbrecht både sammen med de øvrige nordjyske borgmestre og i sin egenskab af formand for Fjordudvalget, hvor fjordens erhvervshavne er repræsenteret. 

Han har også holdt møde med brovagterne for at høre deres syn på sagen. 

 - Der er mange gode argumenter for at frede brovagterne, og jeg håber da også, at ministeren, ligesom sin forgænger, vil vende skråen og lytte interesseret til virksomhedernes, turisterhvervets og de mange tusinde sejleres argumenter og bekymringer, siger borgmesteren.

Brovagt på Hadsundbroen Jørgen Søndergaard holder øje med skibstrafikken på Mariager Fjord.
Brovagt på Hadsundbroen Jørgen Søndergaard holder øje med skibstrafikken på Mariager Fjord.
Foto: Mariagerfjord Kommune

Forsøg på bro på Sjælland

Da forslaget om at fjernstyre broerne sidst var på bordet, valgte daværende transportminister Ole Birk Olesen at skrinlægge det efter en god dialog med de nordjyske fjordkommuner. Derfor undrer det borgmesteren, at direktoratet denne gang har undladt at inddrage eller orientere kommunerne.

- Vi har erfaret, at man har lavet et forsøg på en mindre bro på Sjælland, og nu synes man så, at løsningen uden videre kan udbredes til resten af landet. Det har været en lukket proces, og vi har faktisk været nødt til at søge om aktindsigt ved Vejdirektoratet for at blive lidt klogere på planerne, siger Mogens Jespersen.

- Nu får vi så bare besked om, at transportministeren allerede har truffet beslutningen. Det er hverken en ordentlig eller respektfuld måde at træffe en beslutning, som kan få store konsekvenser for nordjyderne, siger borgmesteren.

Hadsundbroen.
Hadsundbroen.

Mere end 500 skibe og op mod 2.800 sejlbåde sejler hvert år igennem Hadsundbroen.

Vejdirektoratet har netop meddelt, at Hadsundbroen skal fjernstyres sidst på året, mens Vildsundbroen og Aggersundbroen vil blive fjernstyret i løbet af 2022.


Seneste nyt

fra Nordjylland