Byhus stod i flammer i Hobro

Et byhus med både kælder, stueetage og 1. sal har været fyldt med flammer tirsdag formiddag.

Ejeren af et byhus i Hobro skal genhuses. Hans eget hus er nemlig ikke til at bo i længere efter den brand, der var i huset tidligere tirsdag formiddag. 

Både kælder, stueetage og 1. sal er berørt af skader efter branden, der særligt har hærget stueetagen. Resten af huset har både røg- og sodskader. Ejeren er ikke kommet noget til i forbindelse med branden. 

- Vi var rimelig hurtigt ovre branden. Vi fik taget den på et godt tidspunkt, så den ikke fik fat i taget, så det har været rimelig udramatisk, fortæller indsatsleder Klavs Bojsen. 

Indsatslederen kender ikke årsagen til branden, der har ødelagt huset. Det skal Nordjyllands Politi nu i gang med at efterforske. 

12 personer fra Nordjyllands Beredskab var med til at slukke ilden. Der kom både en tankvogn fra Arden, en autosprøjte fra Mariager, endnu en fra Hobro og en stigevogn fra Hobro.  


Seneste nyt

fra Nordjylland