Chokoladetyv på spil

Det var måske en ustyrlig trang til chokolade, der fik to endnu ukendte personer til at bryde ind i et supermarked forleden nat, men chokoladen kan vise sig at blive dyr.

Udbyttet af et natligt indbrud blev chokolade til en værdi af omkring 400 kroner, da to personer forleden nat brød ind i et supermarked.

De to indbrudstyve blev set gå ind på et lager, der tilhører et supermarked i Mariagerfjord Kommune. Det fremgår af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi.

For at få adgang til lageret vred de låsen til en bagdør ud med en rørtang. Der var tydelige spor af færden i lageret og en slagterafdeling. Men det var tilsyneladende den søde tand, der trak - for ifølge politiets oplysninger er det eneste, der mangler, altså chokolade. Og det kan vise sig at blive en dyr en af slagsen, for indbrud kan straffes med bøde eller fængsel i 30 dage betinget med vilkår om samfundstjeneste. 

Har du set mistænkelig færden i forbindelse med ugerningen, der fandt sted natten til tirsdag omkring klokken 2.30, så modtager politiet gerne oplysninger på telefon 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland