Dusør stiger i Visborg
Foto: Mikael Kragmann
Flere lokale udlover dusør for at finde gerningsmændene bag grav-hærværk i Visborg. En lokal har nu smidt 5.000 kroner i puljen.
Præcis 102 gravstene blev natten til onsdag sprayet til med sort og blå maling på Visborg Kirkegård. Forbrydelsen er meldt til politiet, som er i fuld gang med at efterforske sagen, men også de lokale borgere gøre en ihærdig indsats for at finde gerningsmændene.
Torsdag udlovede en borger i Visborg nemlig en dusør på 2.500 kroner til dem, der kan hjælpe med at finde de gerningsmænd, som står bag det omfattende og grove hærværk, som gravstenene er blevet udsat for.
Nu har endnu en lokal udlovet en dusør, og han har valgt at fordoble beløbet. 5.000 kroner, vil han nemlig give til den eller dem, som kan finde gerningsmændene.
- Jeg synes, det er svineri, hvordan folk kan finde på at gøre sådan noget. Derfor er jeg villig til at gøre alt, hvad jeg kan, for at dem der stå bag, bliver fundet, siger udloveren af dusøren Michael Valentin Larsen.
Hans far, farfar og farmor ligger også begravet på Visborg kirkegård, og også deres gravsten er blevet udsat for hærværk.
- Det er så respektløst. Hvis ikke engang de døde kan få lov at være i fred, så ved jeg snart ikke, siger Micheal Valentin Larsen.