Efter hjemmerøveri: - Jeg tør jo knap nok at gå ud til døren eller min egen bil
Foto: Jeppe Kyvsgaard
Merete Eliassen fra Hobro fik søndag aften ubudne gæster.
Merete Eliassen blev søndag offer for et ubehageligt hjemmerøveri, der er et ekstra grimt eksempel i den bølge af indbrud i private hjem, der plager Mariagerfjord Kommune i øjeblikket.
Det var ubudne gæster, der søndag aften ringede på døren hos Merete Eliassen i Hobro. Hun troede, det var hendes søn, der var kommet hjem, men i stedet stod to personer iført hætte ude foran hoveddøren.
"Flyt dig" råbte den ene af mændene. Men Merete Eliassen flyttede sig ikke, og derfor slog den ene gerningsmand hende i ansigtet.
- Det var den grimmeste oplevelse, jeg nogensinde har været udsat for, siger hun.
- Det værste er følelsen
Merete Eliassen er forslået efter overfaldet, men det værste den følelse, hun sidder tilbage med.
- Jeg tør jo knap nok at gå ud til døren eller min egen bil, siger hun.
Ifølge Merete Eliassen var det et Indbrud, der udviklede sig.
- Jeg er sikker på, jeg har overrasket dem, og så har de bare tænkt, lad os fortsætte det her, siger hun.
Mange indbrud
For indbrud er der mange af i Hobro i øjeblikket, bekræfter Nordjyllands Politi.
- Vi har fået 19 anmeldelser ind på indbrud i villa i Mariagerfjord Kommune, og de 15 af dem er beliggende i Hobro, siger Ulf Munch Sørensen, politikommissær ved Nordjyllands Politi.
Det er mange flere end normalt, men politiet ved ikke, hvorfor denne bølge er opstået netop nu.
- Det kan være svært at svare på sådan lige umiddelbart. Jeg vil sige sådan, at vi efterforsker det bredt. Og det vil sige, at når vi kommer lidt længere henne i efteråret, så kan jeg svare sådan lidt mere konkret på spørgsmålet. Lige her og nu, holder vi alle muligheder åbne, siger Ulf Munch Sørensen, der opfordrer borgere i og omkring Hobro til at være på vagt og hjælpe sine naboer.
Brug nabohjælp
- Det rigtig vigtige i denne sammenhæng er at tænke på nabohjælp. Hvis man skal ud at rejse, gør man lige naboerne opmærksomme på, at vi tager altså ud at rejse i et stykke tid, eller vi er væk weekenden over, jamen så gør man lige opmærksomme på det, og så holde øje med hinandens hus, siger han.
I Merete Eliassens tilfælde blev det hendes hund Bayli, der jog røverne på flugt ved at gø voldsomt, men de nåede at tømme indholdet af hendes håndtaske.
Hun vil nu lave aftale med et lokalt vagtfirma for at føle sig mere tryg i hverdagen.
.- Jeg håber og tror på, at når jeg får noget mere overvågning både udenfor og herinde, at det kan gøre mig mere tryg. Ellers så er jeg nødt til at vælge at flytte. Fordi jeg skal ikke være et sted, hvor jeg ikke er tryg, siger Merete Eliassen.
Se historien fortalt som TV-indslag: