Efter total forvirring: Jens Hammer fortsætter som sportschef i Hobro

Efter en større forvirring mandag melder Hobro IK nu officielt ud, at Jens Hammer Sørensen fortsætter som sportschef i Hobro IK.

Mandag formiddag kunne flere medier, inklusiv TV2 Nord, fortælle, at Jens Hammer Sørensen stoppede som sportschef i Hobro IK og ville gå fuldtid som skolelærer, efter han udtalte sig i en facebookvideo.

Kort efter afviste Jens Hammer Sørensen dog, at han ville stoppe som sportschef, og nu er Hobro IK kommet med en officiel udmelding om sagen, hvor sportschefen beklager de misvisende udtalelser. 

- Jeg er meget ked af den forvirring, jeg har skabt med videoen til Randers Realskoles facebookside. For skolen, eleverne og deres forældre var det vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldt fokus på jobbet som lærer på skolen. Men at jeg skulle stoppe i Hobro er en misforståelse, siger Jens Hammer Sørensen.

Sportschefen forklarer, at han får færre arbejdsopgaver i Hobro som følger af en omstrukturering, men at han fortsætter i fodboldklubben. Facebookvideoen var bare blot ment som et svar på de spørgsmål, han får, om hvorvidt man kan være skolelærer og sportschef på samme tid. 

- Vi er blevet enige om, at vi omstrukturerer opgavefordelingen i forhold til Jens' arbejdsopgaver. Det betyder, at vores administration overtager nogle af hans normale opgaver, og på den måde kan vi frigøre nogle ekstra timer til Jens, så han bedre kan fokusere på jobbet som skolelærer hos Randers Realskole, siger Lars Kühnel, bestyrelsesformand i Hobro IK A/S.

Du kan se den omtalte facebookvideo, hvor Jens Hammer Sørensen udtaler sig her. 


Seneste nyt

fra Nordjylland