Elgene i Lille Vildmose trives: En elgkalv er født

Elgene, der blev sat ud i Lille Vildmose sidste år, er begyndt at formere sig. Én elgkalv er født, og der kan være endnu en på vej.

Elgene i Lille Vildmose er under lykkelige omstændigheder. En af elgkøerne har kælvet og født en elgkalv. Den første kalv siden elgene ankom i november 2015 og blev lukket ud i området i juni 2016.  

- Det er meget glædeligt, at elgene allerede formerer sig. Det er et klart tegn på, at de trives og finder den føde, de skal bruge for at leve i Lille Vildmose, siger driftsleder Jacob Skriver fra Aage V. Jensen Naturfond. 

Det er de folk, der holder opsyn med området, der havde noteret sig, at en elgko havde opholdt sig meget det samme sted i tre dage. Det er usædvanligt for elgene, så derfor rykkede de tættere på. Her kunne de så se, at elgkoen havde fået en kalv. 

- Når en elgko har kælvet, vil hun gemme sig og beskytte sin kalv. Derfor er det med største forsigtighed, at vores opsynsfolk undersøger, om der er kommet elgkalve i mosen, siger Jacob Skriver. 

I løbet af de seneste dage har man observeret, at en anden elgko opfører sig på samme måde, hvor den bliver i det samme område. Så der kan være endnu en tilføjelse på vej til elgfamilien i Lille Vildmose. 

- Jeg er rigtig stolt over, at det, som vi har været med til at skabe rammerne for i Lille Vildmose, er lykkedes. Tænk, at vi allerede nu her halvandet år efter elgenes ankomst til mosen, kan glæde os over en familieforøgelse. Jeg er sikker på, at det blot vil gøre attraktionsværdien i mosen endnu højere, og få endnu flere besøgende til at lægge vejen forbi den naturperle, som Lille Vildmose i sandhed er, slutter Hans Henrik Henriksen.

Der vil sandsynligvis gå nogen tid, før det vil være muligt for besøgende at se elgkalvene i mosen. Men på et tidspunkt vil de også dukke op og begejstre de folk, som tilfældigvis er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. 

Jacob Skriver understreger, at det er vigtigt at holde respektfuld afstand til både elge og kalve, hvis publikum skulle få øje på en kalv, så de kan få ro til at leve naturligt. Vær opmærksom på, at elgkoen er meget beskyttende over for kalven.


Seneste nyt

fra Nordjylland