Fans sendte Hobro-spillere afsted til skæbnekamp med røg og konfetti

Nogle af Hobro IK's fans viste spillernes deres opbakning, da spillerbussen mandag satte kurs mod Lyngby, hvor den nordjyske klub mandag aften spiller for overlevelse.

Der bliver nok bidt negle foran en del fjernsynsskærme i Hobro-området mandag aften. Her spiller Hobro IK nemlig skæbnekamp på udebane mod Lyngby Boldklub, og himmerlændingene skal vinde for at blive i Superligaen.

En gruppe Hobro-fans viste deres opbakning og ønskede spillerne god vind, da spillerbussen mandag formiddag satte kurs mod Lyngby. Med røg og konfetti i blå-gule farver sørgede de for, at Hobro-spillerne ikke bør tvivle på opbakningen fra lokalområdet, selvom der ikke er så mange nordjyder på tilskuerpladserne, når mandagens skæbnekamp bliver fløjet i gang.

Artiklen fortsætter under videoen...

Skal score mindst to mål

Hobro IK tabte den første playoff-kamp mod Lyngby Boldklub med 2-1, og dermed skal nordjyderne vinde mandagens returopgør, hvis der fortsat skal spilles Superliga-fodbold i Hobro i næste sæson. På grund af reglen om udebanemål skal Hobro-spillerne have bolden i Lyngbys netmasker mindst to gange i mandagens opgør.

- Jeg skal til at i gang og nogle af de andre skal til at i gang. Jeg synes ikke, at vores offensiv var super god i den første kamp. Jeg tror, der er noget, vi kan forbedre, og at der er et par procent at hente, så jeg er meget tryg ved, at vi kommer til at gøre det bedre. Og hvis vi gør det, så er jeg også sikker på, at Lyngby får nogle problemer, siger offensiv-spilleren Edgar Babayan i et interview med HIK TV.

Hobro IK har spillet i Superligaen siden sommeren 2017, hvor klubben rykkede op i landets bedste fodboldrække for anden gang i historien. Klubben rykkede i 2014 op i Superligaen for første gang nogensinde.


Seneste nyt

fra Nordjylland