LIGE NU:

Farcen om det blå hus fortsætter: Kate samler underskrifter for at støtte butiksejer

Kate Simonsen fra landsbyen Oue har startet en underskriftsindsamling på Facebook for at få Mariagerfjord Kommune til at trække et påbud tilbage.

Det er en farce. Sådan siger Kate Simonsen fra Oue om farven på facaden på butikken Fingerbøl i Hadsund. Hun er begyndt at samle underskrifter ind for at støtte ejeren af bygningen, som har modtaget et påbud fra Mariagerfjord Kommune om at ændre farven på butikken.

- Der kommet over 500 tilkendegivelser på fem dage og masser af delinger på Facebook, siger Kate Simonsen.

Kate Simonsen er harm over, at Mariagerfjord Kommune har givet ejeren af butikken Fingerbøl i Hadsund et påbud om at skifte butikkens farve, til trods for en nabohøring, hvor 30 personer tilkendegav, at de intet havde imod, at Fingerbøl havde den blå farve, mens 10 personer var imod.

- Det er rigtig, vi har givet ejeren af Fingerbøl et nyt påbud, siger Jørgen Hammer Sørensen (DF), der er formand for teknik- og miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune.

- Selvom der har været den her nabohøring, er det ikke den, der afgør vores beslutning om påbuddet, siger han.

Sagen startede tilbage i 2018, hvor ejeren Lars Walmar fik et påbud om at ændre farven på bygningen, som dengang var grøn, og siden har der været ballade om farven, som har skiftet et par gange.

Mariagerfjord Kommune har givet ejeren indtil oktober 2021 til at få givet bygningen en farve, der ikke er i strid med lokalplanen.