Festival på campingplads: - Vi var meget skeptiske
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Flere fastliggere hjælper nu til med campingpladsens nye festival; Sommersol i Bakkerne.
Luksus-telte, en god almindelig seng, vildmarksbade og en udsøgt udsigt.
Det er ikke umiddelbart goder, vi altid vil forbinde med camping i Danmark. Men sådan er virkeligheden på Bramslev Bakker Camping i Hobro. Sådan har det dog ikke altid været – og det var heller ikke kærlighed ved første blik for fastliggerne Marianne og Bjarne Gaardsøe, da nye ejere overtog stedet for cirka et år siden med store planer.
- Vi var meget skeptiske, og vi snakkede også om, om det var slut. Men vi havde heller ikke lyst til at finde et nyt sted i vores alder, for vi har det med stedet her, som folk har det med deres sommerhuse. Vi er hjemme. Vi er hjemme i området, og vi går og cykler bestemte ture. Det er vores fristed, siger Marianne Gaardsøe.
Parret, der til daglig bor i Aalborg, har været fastliggere på Bramslev Bakker Camping siden 2018. Og her kommer de, når de har brug for et afbræk fra hverdagen - og for at komme helt ned i gear.
- Stedet kan give den ro, vi har brug for. Det er bare en vidunderlig plads, og så er naturen så smuk, at du ikke finder den andre steder, så vi har haft svært ved at sige, at vi ikke skulle være her mere, siger Marianne Gaardsøe.
Festival på pladsen
Førhen var Bramslev Bakker Camping en helt almindelig plads med ro og masser fastliggere. For cirka et år siden kom der nye ejere, Mads Hedegaard, Rasmus Skovmark og Jim Lyngvild, som havde store planer med stedet. Derfor er campingpladsen nu forvandlet til en kulturoplevelse med både Viping-telte(glamping med vikingetema), vildmarksbade, en restaurant - og i weekenden åbner en ny festival, Sommersol i Bakkerne, som kommer til at ligne ejernes koncept Sommersol på Slottet, der finder sted i Charlottenlund.
- Den fulde ambition er at lave et eventsted og en helårsrestaurant, hvis vi kan få det til at virke, og så et godt sommerhotel, siger Mads Hedegaard.
Nyt publikum
Marianne og Bjarne Gaardsøe mærker også tydeligt forandringen. Blandt andet er det et andet klientel, det nye koncept tiltrækker - for eksempel familier og kærestepar. Ifølge Marianne Gaardsøe var der sjældent børn på pladsen før. Derudover har nogle af de mange fastliggere også valgt at rive teltpælene op.
- Mange stoppede, da den gamle lejrchef stoppede, og mange var også oppe i alderen. Vi synes også, det i starten gik lidt for stærkt, men vi fastliggere er heller ikke så nemme at imponere, siger Marianne Gaardsøe, der dog har omfavnet forandringerne.
- Vi må tage det, som det kommer, og så vende det til noget positivt. Der er mange plusser stadigvæk. Og pladsen er jo også den samme, og det kan ingen tage fra os, og folk, der kommer, synes også, det er spændende, at der er kommet mere liv, for det var der ikke på den gamle plads, og det savner vi heller ikke. Men det handler også om at tage forandringerne til sig, siger hun.
Ifølge Mads Hedegaard har det aldrig været planen, at alle de førhen 40 fastliggere for alt i verden skulle blive.
- Det er ingen hemmelighed, at planen var at samle campingpladsen og restauranten, og vi synes, vi er lykkes rigtig godt med vores Viping-koncept, som folk er glade for. Og der er trods alt en del fastliggere, der er blevet, og de er ligesom blevet en del af teamet heroppe, siger Mads Hedegaard og pointerer, at de er blevet en del af 'familien'.
- Vi er meget glade for de fastliggere, der er her, for de passer godt på pladsen og er et stort aktiv, siger han og fortæller, at mange af dem hjælper til med den kommende festival, Sommersol i Bakkerne - en af dem er Marianne Gaardsøe.
Frivillig med frikadellefars
Hun bruger i dagene op til festivalen en del tid i køkkenet, hvor hun laver frikadellefars af 30 kilo fars.
- Jeg så, hvor travlt de havde, og så spurgte jeg, om der var noget, jeg skulle hjælpe med, og det skulle jeg ikke sige to gange, siger Marianne Gaardsøe.
Hun og de andre fastliggere er ikke de eneste, der har travlt forud for weekendens festival. Også medejer og designer Jim Lyngvild har forberedt en ny udstilling "Gud i bakkerne," der centrerer sig om, hvordan området har haft betydning.
Blandt andet har Jim Lyngvild designet og indrettet de Viping-telte, som Bramslev Bakker nu brander sig på. De startede med ni og har allerede skaleret op til 21 efter et år.
- Vi blev simpelthen væltet (med bookinger, red.), og derfor måtte vi lave nogle flere, så vi er eksploderet ind på campingscenen fra første færd, siger Jim Lyngvild, der selv ofte holder ferier på Bramslev Bakker Camping.
Men det har også taget noget tid at komme ind i campingverdenen, erkender Mads Hedegaard.
- Det var et læringsår sidste år. I år regner jeg med, vi til dels får en god forretning ud af Bramslev Bakker, og at vi også har det sjovere end sidste år, siger han og ser frem til den nye satsning, Sommersol i Bakkerne.
- Det er ikke kun et musikarrangement, men en heldagsoplevelse, hvor vi kører igennem hele dagen med kulturelle ting som talks, udstillinger og musik. Ikke at det er Heartland, men mere sådan noget mini Heartland, siger han.
Udsat for hærværk
Dog kom festivalen skidt fra start, da initiativtagerne onsdag morgen blev konfronteret med, at mellem 60 og 80 plakater, der reklamerede for festivalen mellem Hobro og Valsgård, var blevet smadret i løbet af natten.
- Det er rigtig træls og ærgerligt, vi skal bruge vores tid på det, sagde Mads Hedegaard i den forbindelse.
Men folkene bag er ikke så nemme at slå ud. De har derfor valgt at "bekæmpe det med kærlighed", og inviterer alle på gratis koncert med Mads Langer og fodbold på storskærm lørdag aften.
Og kærlighed er da også det, Marianne Gaardsøe og hendes mand Bjarne føler for stedet. Og hun indrømmer, at der nok går nogle år, før de er færdige som fastliggere på Bramslev Bakker Camping.
- Jeg er spændt på, hvad festivalen har af betydning. Men vi er her nok et par sæsoner mere, og så er det slut, alting har sin tid, siger hun.