

Finn og Ejgil jubler over sejr til miljøet: Tilladelse til spildevandsudledning skal gå om
Mariagerfjord Kommunes tilladelse til udledning af spildevand i Aalborg Bugt er afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet.
- Tidligere var der titusindvis af vadefugle i de her laguner, siger Ejgil Madsen, der er næstformand i Borgergruppen i Mariagerfjord.
Natura 2000-området her dækker 63.500 hektar hav. Natura 2000 dækker over et netværk af beskyttede naturområder i EU.
Områderne skal bevare og beskytte naturtyper, vilde dyr og plantearter. Det rimer ikke på udledning af spildevand for Ejgil Madsen.
- Et naturbeskyttet område, der har været på internationale beskyttelseslister helt siden 70’erne. Det er for os ubegribeligt, siger Ejgil Madsen.
Se hele indslaget herunder:
56 forskellige foreninger gik sammen
Formanden for Borgergruppen, Finn Frandsen, er selv fritidsfisker.
- Når man var ude at bade om sommeren, var der skrubbeyngel, man kunne træde på, der kildede under fødderne osv. Det har vi ikke oplevet de senere år, siger formanden.
For fire år siden vedtog byrådet en udvidelse af Mariagerfjord Rensningsanlæg. Samtidig blev ni rensningsanlæg fra Rebild- og Vesthimmerlands Kommune nedlagt.
Og herfra bliver spildevandet også ledt til Mariager Fjord.
Det rensede spildevand ender 3,8 kilometer ude i Aalborg Bugt, og det fik en sammenslutning af 56 forskellige foreninger til at klage.
- Når jeg sætter mig ned og læser EU-direktiverne, Dansk Miljølovgivning og også nogle af de tilhørende EU-domme og vejledninger, der er givet til at skulle styre det her område, ser jeg en masse ting, der ikke er blevet overholdt, lyder det fra Ejgil Madsen.
Hovedpointer i afgørelsen
Den fulde afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet kan læses her.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandler udelukkende projektets påvirkning af vandområder i klagebehandlingen, ikke de andre klagepunkter.
Miljø- og Fødevareklagenævnet finder, at Rebild, Vesthimmerlands og Mariagerfjord kommuner ikke i tilstrækkeligt omfang har sikret sig, at miljøkonsekvensrapporten opfylder miljøvurderingslovens krav, jf. miljøvurderingslovens § 24, stk. 1, idet vurderingerne, som ligger til grund for § 25-tilladelsen og de her tilknyttede vilkår, er baseret på de tilladte udledninger. Der er dermed ikke tilvejebragt det tilstrækkelige grundlag til at vurdere projektets miljømæssige konsekvenser, og § 25-tilladelsen lider derfor af en væsentlig retlig mangel.
Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker desuden, at vurderingen af projektets påvirkning af Natura 2000-områder er foretaget på baggrund af en forudsætning om, at der ikke sker en merudledning af kvælstof og fosfor i Natura 2000-område nr. 14. Rebild, Vesthimmerlands og Mariagerfjord kommuner bør derfor foretage en fornyet vurdering af projektets påvirkning på Natura 2000-områder.
Sagen skal gå om
Udvidelsen af anlægget og udledningen af spildevandet ud i bugten er for længst færdiggjort, men det er en ommer.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har afgjort, at sagen skal genbehandles i både forvaltning og byråd, så der bliver foretaget en ny vurdering af påvirkningen af Natur 2000-området.
- Det er en euforisk følelse, lige når man åbner på nettet og ser, at sagen er henvist til fornyet behandling. Så kan man ikke undgår at blive bare lidt glad for ikke at sige meget glad, siger næstformand Ejgil Madsen fra Borgergruppen.
- Det er ikke en sejr for os. Det er en sejr for miljøet, for det vigtige er jo, at der er liv i vandet, tilføjer formand Finn Frandsen.
TV2 Nord har talt med formand for Teknik og Miljø i Mariagerfjord, Henrik Slot, og borgmester Mogens Jespersen og med Mariagerfjord Vand, men ingen har lyst til at sige noget om sagen endnu, da de venter en redegørelse.