Første arbejdsdag hos tidligere rivaler: Jens Hammer Sørensen tog en hurtig beslutning
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jens Hammer Sørensen, her på stadion i Aalborg, begyndte onsdag i sit nye job som sportsdirektør i Esbjerg FB
Den tidligere sportschef i Hobro IK Jens Hammer Sørensen tog forsiden hos mange medier onsdag, da det blev offentliggjort, at han er blevet ansat som sportsdirektør i Esbjerg fB. Mange års erfaring i Hobro har givet ham det, der skal til, for at han kan bringe Esbjerg tilbage til superligaen, mener han.
Den tidligere sportschef i Hobro IK Jens Hammer Sørensen var ikke i tvivl, da muligheden for at blive sportsdirektør i Esbjerg dukkede op.
- Jeg havde lige holdt lidt ferie i fred og ro med familien og skulle til at have taget en beslutning om, hvad jeg nu skulle lave. Men så skete det her, og så gik det stærkt. Jeg nåede slet ikke at overveje de andre muligheder nærmere, inden jeg takkede ja til jobbet i Esbjerg, siger han.
Jens Hammer Sørensen har haft lidt tid, efter han forlod Hobro IK i maj, hvor han har tænkt over, hvad han nu skulle. En af idéerne var at vende tilbage til lærergerningen, og det kunne det sagtens have gået den vej.
- Men jeg var slet ikke i tvivl, da den her mulighed dukkede op. siger han.
Store og flotte forhold
Efter sin første arbejdsdag i Esbjerg er den nyansatte sportsdirektør i Esbjerg fB imponeret over forholdene.
- Det er tydeligt, jeg er kommet til en større by og en større klub. Jeg kender jo i forvejen det flotte stadion, og under rundvisningen i dag så jeg også to hybridbaner og to ny kunstgræsbaner Det er virkelig flotte forhold, siger han.
Bliver i Himmerland
Trods den lange køretur hjem til Himmerland har Jens Hammer Sørensen ikke planer om at flytte til Esbjerg.
- Det bliver sådan, at jeg sover et par gange om ugen på et hotelværelse, og så tager jeg hjem og tager nogle fridage sammen med familien, siger han.
Holder fast i egne værdier
Selv om Jens Hammer Sørensen er kommet til en klub med væsentlig større forhold, holder han fast i de værdier, der har præget hans mange år i Hobro IK.
- Det er er en mine styrker i en fodboldklub, at jeg behandler alle på samme måde, uanset om man er høj eller lav. Det har jeg gjort en dyd ud af i Hobro, og det vil jeg holde fast i, selvom alting er større hernede, siger han.
- Det er vigtigt for mig, at jeg har mig selv med hele vejen. Min plan er, at jeg vil blive ved med at være Jens Hammer… det er det nemmeste, tror jeg, siger han med smil.
- Jeg vil se fremad
Jens Hammer Sørensen er ikke nervøs ved at lande i et miljø, der den seneste tid har været ramt af voldsom ballade.
- Jeg ved jo ikke meget mere, end hvad der har været fremme i pressen. Jeg er startet i dag, og jeg kigger fremad… ikke på, hvad der er sket før i tiden, siger han.
- Klubben har jo fået en rigtig god fyr ind på trænerpladsen i Roland Vrabec. Han virker til at være en rigtig god mand til posten. Så nu skal vi til at vinde nogle fodboldkampe, så klubben kan komme op i superligaen igen, hvor jeg synes, Esbjerg hører hjemme.
Jens Hammer Sørensen har endnu ikke en klar plan for, hvordan han skal få Esbjerg ind på rette kurs. Men han er ikke i tvivl om metoden.
- En af mine styrker i Hobro er, at jeg har været god til at samarbejde med både spillere og trænere, og det tænker jeg er vigtigt også i mit nye job. Fodbold er jo et holdspil også uden for banen, siger han.