Forsøg: Hadsund Skole får kortere skoledage
Det er med stor glæde, at man modtog beskeden om at man er med i et tre årigt forsøg, der betyder kortere skoledag
En ny forsøgsordning lader skolerne forkorte dagene for de trætte elever, men formand for Børn og Familie, Svend Madsen (V), er ikke uden skepsis.
Trætte børn, der nu ikke har tid til deres fritidsaktiviteter, uden at være blevet klogere. Den nyeste folkeskolereform, der blev indført i 2014, har modtaget stor kritik, lige siden den blev indført.
Forældrene og lærerne mener, at eleverne bliver mere udkørte af de lange skoledage, og at det i grunden slet ikke øger deres indlæring. Den kritik har politikerne på Christiansborg nu lyttet til, og derfor har 50 folkeskoler i hele landet nu fået lov til at eksperimentere med kortere skoledage igen. Skolerne, der er med i ordningen, vil have cirka to timer mindre undervisning om ugen, end hvad reformen foreskriver.
En af de 50 skoler er Hadsund Skole, der ligger i Mariagerfjord Kommune. Her har man længe gerne villet vende tilbage til de kortere dage, så man kunne indføre en to-lærer-ordning.
- Vi har oplevet, at det var en udfordring for eleverne at bevare koncentrationen i løbet af en lang dag, så vi ser en stor fordel i stedet at bruge timerne på en to-lærer-ordningen. Det støtter både de svage og de stærke elever, siger skoleleder på Hadsund Skole, Morten Sørensen.
Med en to-lærer-ordning kan Hadsund skole udnytte de kortere skoledage til at sætte to lærere i hver klasse og på den måde give eleverne bedre mulighed for at stille lærerne spørgsmål.
Selv om udvalget for børn og familie i Mariagerfjord Kommune har sagt god for den nye ordning, er det ikke uden en vis skepsis fra formand Svend Madsen (V).
- Jeg har aldrig været helt varm på de kortere skoledage. Vi har haft længere skoledage i mange år, og det har vi haft gode resultater med. Vores elever klarer det temmelig godt i Nordjylland, og det, tror jeg, har været på grund af de længere skoledage, siger han.
Svend Madsen påpeger, at de i forvejen havde lange skoledage i Mariagerfjord Kommune før skolereformen, og skolerne skulle derfor ikke justere særlig meget på deres undervisningstider. Alligevel har udvalget for børn og familie valgt at lytte til kritikken og rette skoledagenes længde lidt til.
Nordjyske skoler i forsøgsordningen:
Ni nordjyske skoler har fået besked om, at de må lave skoledagene kortere for eleverne - syv i Thisted Kommune, en i Mariagerfjord Kommune og en i Aalborg Kommune.
Der er tale om Sjørring Skole, Nors Skole, Snedsted Skole, Vestervig Skole, Rolighedsskolen, Tingstrup Skole og Hannæs-Østerild Skole i Thisetd, Mariendalskolen i Aalborg og altså Hadsund Skole i Mariagerfjord Kommune.
I alt er 50 skoler i hele landet udtaget til at deltage i Undervisningsministeriets rammeforsøg om kortere skoledage.
Forsøget løber over tre år, og det er forskelligt, hvordan skolerne har planer om at bruge mulighederne.
På Hadsund Skole begynder de undervisningen og dermed de kortere skoledage på torsdag.