Græsk tragedie: Jalousi, utroskab og straf på scenen i Hobro
Erik Viinberg og Susanne Sangill spiller rollerne som Jason og Medea på Himmerlands Teater i Hobro.
20. februar har Himmerlands Teater premiere på Jason og Medea.
Selvom historien blev skrevet for 2500 år siden af Euripedes, så holder tragedien om Jason og Medea stadig, ifølge Himmerlands Teater, der viser stykket den næste måned.
- Jason og Medea-historien kommer jo fra den græske tragedie. Det er en rigtig, vaskeægte tragedie. Og hvad er det, der gør den interessant at spille i dag? Jamen, det er fordi, han taler til os. Den bearbejdning, vi har lavet, handler meget om, hvordan vores relationer er i dag. Hvordan parforholdet er, siger stykkets instruktør, Martin Schwab.
Om stykkets handling siger han:
- Kort fortalt er Jason utro, og det synes Medea ikke er særlig sjovt. Det har han sine grunde til, og hun føler sig selvfølgelig svigtet og har hele det her hævnmotiv over sig. Det er kærlighed, det handler om. Den store, store kærlighed, som vi alle er i kontakt med på et eller andet tidspunkt i vores liv. Hvor vi oplever, at vi bliver svigtet eller brandforelskede. Der er jo meget opbyggeligt i en historie som denne. Det er interessant at se, hvordan de danser med hinanden og taler til hinanden. De er rimelig barske ved hinanden, vil jeg sige.
Stykket er stadig aktuelt
Og det er de helt store følelser, der bliver portrætteret i Jason og Medea. Tragedien berører emner som svigt, jalousi, sorg, utroskab og straf i ægteskabet mellem Jason og Medea.
- Det er egentlig det skræmmende ved det, at noget, der er 2500 år gammelt, stadig kan sige os noget i dag, for vi er jo ikke blevet et hammerslag klogere i vores måde at gebærde os på overfor hinanden. Vores jalousi, vores parforhold og børn. Selvfølgelig håber jeg ikke, at folk går ud og slår deres børn ihjel, men det der med hævnmotiver og det ultimative – hvordan rammer jeg dig, der har såret mig helt vildt meget, hvordan rammer jeg dig bedst?, siger skuespiller Susanne Sangill, der spiller rollen som Medea, og hun har stor respekt for at få lov til at spille den krævende rolle.
På en eller anden måde er det enormt angstprovokerende at spille sådan en ikonisk kvinde-figur, men samtidig er det også helt fantastisk at få lov at prøve kræfter med de her helt usandsynligt fantastiske ord.
Susanne Sangill, skuespiller, Himmerlands Teater, Hobro
- På en eller anden måde er det enormt angstprovokerende at spille sådan en ikonisk kvinde-figur, men samtidig er det også helt fantastisk at få lov at prøve kræfter med de her helt usandsynligt fantastiske ord, siger Susanne Sangill.
Jason og Medea har premiere på torsdag den 20. februar og spiller indtil den 14. marts.
Susanne Sangill, der udover at spille rollen som Medea også er direktør på Himmerlands Teater håber, at publikum går ud fra forestillingen og har genkendt noget i sig selv.
- Jeg tror, stykket vækker genklang i os. For jeg tror, at ingen kan se sig fri for en gang imellem at have sagt: Hvis jeg kunne, så ville jeg slå dig ihjel, fordi du har gjort det her mod dig, men samtidig er der også en dyb kærlighed, resterne af den er tilbage. Så jeg håber, folk går ud herfra med tanken, at puha, det skal vi ikke, lad os gå ud og tro på kærligheden i stedet for og tro på, at når vi vil hinanden, så vil vi også kæmpe for det, siger Susanne Sangill.