Håber på frifindelse for rockerdrab
Ankesagen mod en 34-årig mand fra Hobro er begyndt i dag. I april sidste år blev han idømt 15 års fængsel for drabet på en Hells Angels-rocker.
Ankesagen mod en 34-årig mand fra Hobro, der er dømt for drabet på en 30-årig HA-rocker er i gang ved Retten i Aalborg.
En 34-årig mand fra Hobro er i disse dage på anklagebænken i Retten i Aalborg. Tirsdag begyndte ankesagen, hvor han og hans forsvarer håber at få omstødt byrettens dom på 15 års fængsel for drab og drabsforsøg.
Drabet skete i juni 2014 på den 34-åriges bopæl i Hobro. Her blev han opsøgt af en 30-årig HA-rocker samt en 38-årig mand, som ville inddrive en gammel gæld, og ifølge den 34-årige følte han sig så truet, at han tog et haglgevær, som han havde lagt frem i hjemmet, og affyrede to skud mod mændene. Den 30-årige rocker blev dræbt, mens den 38-årige blev alvorligt såret men overlevede.
I april sidste år idømte byretten den 34-årige 15 års fængsel for drabet og drabsforsøget. Selv fastholdt den 34-årige og hans forsvarer gennem hele sagen, at han havde handlet i nødværge, da han følte sig truet af de to mænd og var bange for, at der skulle ske ham eller hans familie noget.
I ankesagen vil forsvaret gå efter en frifindelse, eller alternativt en nedsættelse af straffens længde.
- Jeg synes jo faktisk, vi havde en god sag i byretten, og nu er der jo flere dommere og flere nævninge, der skal vurdere den her. Så håber jeg selvfølgelig på, at man deler min opfattelse og min klients opfattelse, siger forsvarer Mette Grith Stage.
Selv om byretten altså kendte den 34-årige skyldig i drab og drabsforsøg, var dommere og nævninge dybt uenige om straffens længde. Nogle stemte for en straf på 2 års fængsel, andre mente, den skulle være på 16 år, og flere stemmer faldt derimellem. Det tyder ifølge Mette Grith Stage på, at der er god mulighed for et andet udfald end de 15 års fængsel, når landsretten skal afsige sin dom.
- Når man står med en sag, hvor der er så stor spredning, at nogle mener, det skal takseres til to år og andre mener 16 år, så er det selvfølgelig en sag, hvor man som forsvarer vejrer morgenluft, siger Mette Grith Stage.
Sagen behandles fortsat ved Retten i Aalborg onsdag og torsdag, hvor dommen forventes afsagt. En evt. strafudmåling kommer muligvi sførst i næste uge.