Helikopter i luften: Eftersøgning ved Hobro i nat
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Både politi og beredskab tog del i eftersøgningen, som varede et par timer, før man indstillede arbejdet - ingen var blevet fundet i vandet, og ingen er blevet meldt savnet efter Ambufestens koncert torsdag aften.
I to timer var Nordjyllands Politi i luften over Hobro natten til fredag - nogen havde hørt råb om hjælp fra Vesterfjord.
Den første dag i Ambu-festen i Hobro, som var skudt i gang med en stor openair-koncert med blandt andre Nik&Jay og Sanne Salomonsen, fik torsdag aften en dramatisk afslutning, da politi og beredskab måtte rykke ud med gummibåde og helikopter.
Nogen havde anmeldt, at de havde hørt råb om hjælp fra Vesterfjord, som ligger lige ved siden af Ambupladsen, og det fik Nordjyllands Politi til klokken 00.25 at sende en helikopter i luften for at finde dem.
- Men vi indstillede eftersøgningen cirka klokken to i nat. Vi fandt ingenting, og der er heller ikke nogen, der er blevet meldt savnet, fortæller Bent Højgaard, vagtchef ved Nordjyllands Politi.