Her er der fremgang: Og det er vigtigt for fremtiden
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Mange børnefamilier bruger bibliotekerne helt fra, ungerne er babyer.
Nye tal viser, at der er fremgang i udlånene på bibliotekerne.
Før coronapandemien havde de på Mariagerfjord Bibliotek godt fat i lånene. Faktisk havde de hele 300.000 i 2019.
Helt så godt går det ikke endnu, men det er tæt på.
Antallet af lån er nemlig gået fra 280.000 til 292.000 på blot ét år.
- Vi er et sted, vi er et rum, hvor folk de mødes, og det var noget af det, corona viste, at det har vi behov for. Så på den måde kan man sige, at så kommer folk tilbage, fordi der er et behov for at være sammen, siger Anders Dalsgaard Hansen, administrativ koordinator på Mariagerfjord Bibliotek.
Faktisk er biblioteket ikke alene om at levere flere og flere udlån.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at antallet af udlån er steget med otte procent fra 2022 til 2023.
Og hos Anders Dalsgaard Hansen er det vigtigt, at de små purker får det at komme på et bibliotek ind under huden fra barnsben.
- Det, at de befinder sig i et rum, som er fyldt med bøger, som er fyldt med alle de gode ting, som litteraturen og ordene kan, så har vi en forventning om, at det er sådan en talentudvikling. Det sørger for, at der også om 10-15-20 år er brugere af biblioteket, fortæller han.
Gaming og brætspil
Sofie Revsbæk Bonde og Emilie Rysgaard, mødre til henholdsvis Anker og Lærke, er også glade for, at de kan bruge biblioteket.
- Vi har prøvet at bladre lidt, men de vil gerne rive dem i stykker, siger Emilie Rysgaard, mens Sofie Revsbæk Bonde fortæller, at det med bøgerne nok venter lidt til, at børnene bliver større.
Men det er netop ikke "bare" bøger, som biblioteket nu om dage kan bidrage med. Der er nemlig alt fra, ja bøger, til gaming- og brætspil.
- Det er godt, at man har muligheden for at læse noget forskelligt, siger Emilie Rysgaard, og Sofie Revsbæk Bonde supplerer:
- Og de (børnene, red.) ved, at det er et trygt sted, man kan komme hen og få nogle gode oplevelser.