Himmerlandske kommuner er bedst til at få dagpengemodtagere i job
Foto: Mariagerfjord Kommune
Rekrutteringskonsulent Lene Vejrhøj Busk og virksomhedskonsulent John Bisgaard Olsen fra Virksomhedsservice i Mariagerfjord Kommune.
Mariagerfjord, Vesthimmerland og Rebild Kommune ligger alle i top 10 i Beskæftigelsesministeriets seneste opgørelse over kommunernes evne til at få dagpengemodtagere i arbejde.
Som dagpengemodtager kan det være en besværlig og frustrerende proces at finde et arbejde. Især hvis der ikke er særlig mange jobs inden for ens felt i den kommune, man bor i.
Men det problem har de taget fat på i de tre himmerlandske kommuner, Vesthimmerland, Mariagerfjord og Rebild, hvor jobcentrene i 2016 gik sammen på tværs af kommunegrænserne under navnet Rekruttering Himmerland for at skaffe jobs til dagpengemodtagerne.
Det er fantastisk at opleve, at vi kan udnytte hinandens styrker
Edin Hajder (S), udvalget for arbejdsmarked og uddannelse, Mariagerfjord Kommune
Hvis der er en stilling i den ene kommune, så kan den eventuelt parres med en ledig i en anden kommune. Det samarbejde har nu båret frugt, og de tre kommuner ligger alle i top 10 i Beskæftigelsesministeriets seneste opgørelse over kommunernes evne til at få dagpengemodtagere i arbejde.
- Vi gik blandt andet sammen om at sikre opkvalificering af vores medarbejdere, som i fællesskab fik værktøjer til at afholde mere jobrettede samtaler med de forsikrede ledige og til i højere grad at indgå et mere strategisk samarbejde med erhvervslivet, siger arbejdsmarkedschef Susanne Nielsen fra Rebild Kommune.
- Værktøjerne er efterfølgende blevet en del af arbejdsgangen i vores tre kommuner, og den indsats er vi meget glade for afspejler sig i de tal, som er kommet fra Beskæftigelsesministeriet.
Geografiske forbundenhed sikrer kvalificeret arbejdskraft
Formand for udvalget for arbejdsmarked og uddannelse i Mariagerfjord Kommune, Edin Hajder (S), ser tallene som et positivt udtryk for, hvad det kan rykke, når kommunerne tænker ud af boksen og går sammen om at løse specifikke udfordringer på arbejdsmarkedsområdet.
- Det er fantastisk at opleve, vi kan udnytte hinandens styrker og vores geografiske forbundenhed i Himmerland, da vi i stigende grad oplever, at virksomhederne har rekrutteringsproblemer på en række områder, siger Edin Hajder.
- Vi ønsker, at det skal være nemt for virksomhederne at få kvalificeret arbejdskraft, og derfor har vi i forlængelse af vores fælles opkvalificering udviklet konceptet Rekruttering Himmerland.
Brian Christensen (DF), formand for beskæftigelsesudvalget i Vesthimmerlands Kommune, stemmer i.
- Vi håber, at konceptet kan være med til at sikre en koordineret og effektiv hjælp til rekruttering af arbejdskraft og uddannelse til vores virksomheder i alle tre kommuner, så vi skaber gode rammer for vækst i Himmerland, siger Brian Christensen.