Hobro IK lejer svensk U21-landsholdsspiller
Foto: Hobro IK
Anel Ahmedhodzic kommer til fra Malmø FF, som i øjeblikket ligger på førstepladsen i Allsvenskan.
Hobro IK har hentet den 20-årige svenske midtstopper Anel Ahmedhodzic til klubben på en lejeaftale. Den unge forsvarsspiller er på kontrakt i Malmø FF, men har de seneste dage trænet med i Hobro, og han var ligeledes med i lørdagens testkamp mod AC Horsens.
- Anel har vist, at han er en dygtig og talentfuld forsvarsspiller, med store kvaliteter, som vi kan bruge på vores fodboldhold, og derfor har vi lejet ham for den kommende sæson. Han kan blive en god spiller for os, og vi kan give ham spilletid og hår på brystet, så han kan blive en endnu bedre fodboldspiller, siger sportschef i Hobro IK, Jens Hammer Sørensen.
Anel Ahmedhodzic har fået sin fodboldopvækst i Malmø FF, hvor han startede med at spille fodbold som seksårig. I 2016 skiftede han til Nottingham Forest FC, som spiller i den engelske 1. division. Her spillede han primært på ungdomsholdet, men nåede en enkelt kamp med førsteholdet.
I 2019 vendte han tilbage til Malmø FF, hvor han dog ikke har fået meget spilletid. Han har også spillet fire landskampe for det svenske U21-landshold.
- Jeg har fået et godt indtryk af Hobro IK, og jeg ser frem til at spille for klubben. For mig er det en god mulighed for at få spilletid, og det har jeg brug for, hvis jeg skal udvikle mig som fodboldspiller. Jeg føler, jeg har noget at bidrage med her i klubben, og jeg tror, det bliver et rigtig godt samarbejde for alle parter, sige Anel Ahmedhodzic.
Hobro tager hul på Superligaen mandag den 15. juli, hvor de på hjemmebane tager imod AGF.