Hobro sparker sig til sen udligning mod Horsens

Hobro bliver foreløbigt på femtepladsen i Superligaen, efter de på mirakuløs vis kæmpede sig til en uafgjort med en mand i undertal.

Hobro IK var på en hård opgave, da de gæstede AC Horsens i det østjyske. Efter blot syv minutters spilletid blev midterforsvareren Rasmus Minor Petersen sendt ud af banen, da han væltede Kjartan Finnbogason, der havde spillet sig igennem forsvaret.

Fem minutter senere udnyttede Horsens situationen, og Jonas Thorsen scorede til 1-0. Men ud af det blå trådte den norske målkonge Pål Alexander Kirkevold i karakter og fik udlignet efter 32 minutter. Det er samtidig niende kamp i træk, at han er på måltavlen, og han sætter derved ny Superliga-rekord for flest kampe i træk med scoringer.

Kort efter så det dog ud som, at kampen var afgjort, da Bubacaar Sanneh scorede til 2-1 for Horsens og sendte holdet på sejrskurs. 

Stillingen holdt indtil pausen og fortsatte i en rum tid, hvor Hobro kæmpede med næb og klør for at holde sig ovenvande. 

Som en engel sendt fra himlen kunne tyske Björn Kopplin med ganske få minutter tilbage af kampen udligne til 2-2 og sikre Hobro IK ét point. 

Horsens ligger nummer fire, mens Hobro forbliver på femtepladsen, før alle kampene i denne spillerunde er afsluttede. 

Næste kamp for Hobro er hjemme mod FC Nordsjælland den 22. oktober klokken 12.


Seneste nyt

fra Nordjylland