Jagten er indstillet: Hobro IK henter målmandstræner i AGF
Foto: Hobro IK
Jens Hammer-Sørensen (tv) byder Kresten Vedstesen velkommen i klubben.
Klubbens nye målmandstræner bliver 37-årige Kresten Vedstesen, der er blevet hentet hos de hviiiie i Aarhus.
Trænerteamet i Hobro IK er blevet styrket med en ny målmandstræner i form af Kresten Vedstesen. Den 37-årige
målmandstræner er hentet i AGF’s talentsektor, og inden da har han også været tilknyttet FC Midtjylland.
Oveni er han tilknyttet DBU som instruktør på målmandstræneruddannelsen.
Kresten Vedstesen er ansat i Hobro IK på en aftale gældende til sommeren 2020 og skal primært arbejde med
klubbens Superliga-målmænd. Han skal dog også stå for målmandstræningen i talentafdelingen samt i det nye DBU-topcenter.
- Jeg har i 12 år arbejdet med talentudvikling, som er fantastisk, men muligheden for at stå med ansvaret for
træningen af Hobro IK’s Superliga-målmænd var så spændende, at jeg ikke kunne sige nej. Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben, og det er et spændende projekt, man har gang i her i Hobro. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om beslutningen, fortæller Hobro IK’s nye målmandstræner, Kresten Vedstesen.
Hobro IK’s sportschef Jens Hammer Sørensen er glad for tilgangen af den nye målmandstræner, og ser frem til at få
samlet alt målmandstræning i klubben under en person.
- Med tilknytningen af Kresten får vi samlet alt målmandstræning i klubben under én person, hvilket jeg er utrolig glad for. Kresten er en ung og fagligt meget dygtig målmandstræner, som vi gerne vil give chancen her i Hobro IK. Jeg er ikke i tvivl om, at han kommer til at passe rigtig godt ind, da han er en ydmyg person, der gerne vil arbejde hårdt, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.