Klubkoryfæ bliver ny direktør i Hobro
Foto: Thomas Kollerup
Mads Justesen er en af dommerne, der skal være med til at kåre Årets Nordjyde.
Hobro IK har hentet "en af deres egne" ind til direktørposten..
Den nordjyske NordicBet Liga-klub har ansat et særdeles velkendt ansigt som ny direktør i klubben.
Det bliver nemlig koryfæet Mads Justesen, der sætter sig i direktørstolen fra 1. september.
Justesen var en krumtap i Hobros midterforsvar gennem mere end 10 år og var med til at rykke op i Superligaen for første gang i 2014. Han var desuden anfører for klubben gennem en årrække, indtil han sluttede sin karriere i 2018.
Det seneste år har den tidligere midtstopper været en del af klubbens to bestyrelser, ligesom han tidligere har været salgschef i Hobro.
Nu træder Mads Justesen op på den øverste skammel i hjerteklubben.
– Jeg er enormt stolt og ydmyg over den tillid, som Hobro IK og bestyrelserne har vist mig. Jeg glæder mig til at få arbejdshandskerne på og komme i gang med de nye udfordringer, som jeg qua min rolle som formand har fået rigtig god indsigt i, siger Mads Justesen.
- I første omgang bliver mit fokus at bidrage til at løfte vores salgsindtægter i tæt samarbejde med resten af organisationen, så vi kan fortsætte den positive udvikling af Hobro IK, fortsætter han.
Bestyrelsesformanden Thomas Floor er heller ikke i tvivl om, at klubmanden Mads Justesen er det perfekte match.
– Mads er en leder, der nærmest er synonym med klubbens værdier. Han formår at få folk til at trække i samme retning, hvilket han tidligere har bevist som anfører i klubben, siger han.
Hobro IK blev nummer fem i NordicBet-Ligaen i den seneste sæson og var langt fra oprykningen til landets bedste række.