Kreativitet på skoleskemaet skal give glade gymnasieelever
Det halter med trivslen blandt danske gymnasieelever. Derfor har Mariagerfjord Gymnasium som et forsøg skruet op for de kreative fag.
Skoleskemaet er ryddet for de klassiske fag som matematik, dansk og engelsk. Onsdag er hele dagen sat af til et kreativt fag for Mariagerfjord Gymnasiums 2.G-elever. De unge skal enten fordybe sig i billedkunst, musik, mediefag eller drama.
- Jeg synes, det er rigtig godt, at vi som klasse og hold kommer ud og prøver noget andet end en normal skoledag. Vi får prøvet vores kreativitet, og vi får prøvet noget andet, end vi normalt gør på en skoledag. Det er rigtig fedt, siger Mads Rodam, der er elev i 2.D på Mariagerfjord Gymnasium.
Sammen med resten af årgangens billedkunsthold er han taget til Vindø Teglværk, hvor dagens lektioner skal foregå. Billedkunstholdet skal skrive haiku-digte, som senere skal mures i mursten fra teglværket, og murstenene skal bruges til at bygge en spiralformet mur foran gymnasiet.
- Det er lidt specielt, og det er faktisk også lidt svært, for der er nogle bestemte regler om de her Haiku-digte, som er svære at følge, men det går, siger Lasse Brøndum Wangsøe, der er elev i 2.E på gymnasiet.
Dårlig trivsel blandt gymnasieelever
En undersøgelse fra Børne- og Undervisningsministeriet blandt landets gymnasieelever viser, at 70 procent af pigerne og halvdelen af drengene ofte eller meget ofte føler sig pressede. Præstationspres og stress trives i bedste velgående på de danske gymnasier, og det er undersøgelser som den, der har betydet, at Mariagerfjord Gymnasium sammen med flere af de himmerlandske kulturinstitutioner og forskere fra Aalborg Universitet har valgt at fokusere ekstra meget på de kreative fag.
- Generelt tror jeg, at vi har været i en tid i alt for lang tid, hvor vi har skåret ned på alt, der hedder kultur, og kultur er faktisk det, der binder os sammen. Det er det, der binder vores liv sammen og udfylder mellemrummene og binder os sammen som folk og som individer. Kulturen er med til, at vi forstår os selv, hinanden og verden. Når man skærer så skarpt ind på, hvad der er vigtigt og målbart, så kvæler man det, det hele skal vokse af, siger billedkunstner Vibeke Nørgaard Rønsbo, der underviser 2.G’erne i haiku-digte.
TV2 Nord dækkede også opstarten af projektet. Se indslaget her:
Forskere følger med
I løbet af den kreative dag bliver eleverne observeret, og observationerne skal herefter undersøges og evalueres af en forskergruppe på Aalborg Universitet, der skal se på, hvad de kreative fag betyder for gymnasieelever.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at få en virkning at arbejde med glæde og trivsel blandt de unge på denne her måde. Gymnasierne har fået færre og færre af timer som dem her, men det er vigtigt, og det er en vigtig del af en ungdomsuddannelse, siger Tine Rosborg Wegener, der er masterstuderende på Innovation og Kreativt Læringsdesign på AAU.
På Vindø Teglværk kan Mads Rodam fra 2.D mærke, at han bliver udfordret på en anden måde end normalt i gymnasiet, når han skriver haiku-digte:
- Man bruger hjernen på en anderledes måde, og man tænker mere abstrakt. Det er en helt anden læringsmåde end i de normale faglige fag, og det er en anden måde, man tilgår fagene på, siger han.