Lastbil brændt ud
Nordjyllands Beredskab kørte klokken 19.13 til rasteplads Himmerland øst i Suldrup, hvor der var brand i en lastbil.
- Det var en lastbil, som transporterede noget medicinsk udstyr, forklarer indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab Per Hansen, der i skrivende stund stadig er på stedet.
Chaufføren er ikke kommet til skade, men man kan ikke sige det samme om lastbilen.
- Lastbilen er brændt ned, så der er kun sket materiel skade. Kabinen var overtændt og ilden havde bredt sig til traileren, konstaterer indsatslederen.
Der var ingen fare for eksplosion, og da chaufføren fik kørt lastbilen på en rasteplads, blev trafikken heller ikke påvirket af branden.
- Der kom selvfølgelig noget kraftig røg fra lastbilen, som kunne ses i trafikken.
Beredskabet er stadig til stede, men regner med at køre indenfor en halv time.
- Vi efterslukker nu, og skal være helt sikker på, at den er ordentligt slukket.
Det er virksomheden selv, som står for at fjerne lastbilen, oplyser indsatslederen.