To mænd varetægtsfængslet for voldtægt

To mænd er onsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet for at stå bag en voldtægt i Hobro.

To syriske mænd er onsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør. Mændene, som er henholdsvis 17 og 18 år, er sigtet for at have voldtaget en 22-årig kvinde på Ambupladsen i Hobro. Voldtægten fandt sted i weekenden.

- Mændene nægter sig skyldige og har valgt at kære kendelsen, fortæller senioranklager Peter Rask fra Nordjyllands Politi.

De to mænd blev anholdt tirsdag eftermiddag på baggrund af den efterforskning, politiet har været i gang med siden søndag, hvor den 22-årige kvinde anmeldte voldtægten. Politiet har blandt andet set på videoovervågningsbilleder fra de steder, hvor den 22-årige kvinde befandt sig natten mellem lørdag og søndag.

Onsdagens grundlovsforhør foregik bag lukkede døre.


Seneste nyt

fra Nordjylland