Målfarlig nordmand forlænger med Hobro IK
Foto: Pressefoto - Dannie Rosenkrantz
Klubben og den målfarlige nordmand har fået papir på hinanden frem til udgangen af 2021.
Hobro IK og Pål Alexander Kirkevold, der efter 18 kampe har scoret hele 13 mål, har fået papir på hinanden helt frem til udgangen af 2021. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Kirkevold, der kom til klubben i sommeren 2015, har for sin store målhøst indkasseret titlen som månedens spiller i Superligaen i august og oktober, og hans konrakt, der egentlig kun løb til sommeren næste år, er nu blevet udvidet med yderligere godt tre år.
- Jeg er vanvittig stolt over den her kontraktforlængelse. Pål er en fantastisk dygtig angriber, hvilket han jo har bevist for hele fodbold-Danmark i denne sæson. Vi har gennem tiden haft mange dygtige angribere i Hobro, men ingen så dygtige som Pål. På Påls vegne er jeg også glad for, at fremtiden nu er på plads, så der kan falde ro over hele situationen, så Pål kan koncentrere sig fuldt ud om spillet på banen, udtaler sportschef Jens Hammer Sørensen, der ikke tror, han kan holde på Kirkevold til den nye kontrakt løber ud.
- Det er han simpelthen for god til, og hvis den rette klub kommer på banen med henblik på at hente ham, så stiller vi os ikke i vejen for et salg, tilføjer sportschefen.
Udover sportschefen er Pål Alexander Kirkevold, der som Hobro-spiller har fået debut på det norske landshold, også rigtig glad for den nye kontrakt.
- Der har da været interesse fra andre klubber i andre ligaer, men jeg har det fantastisk godt i Hobro, hvor jeg spiller
fast hver weekend. Hvis jeg skal væk, skal der et rigtig godt tilbud til, og det føler jeg ikke, der har været. Der har været meget fokus på min fremtid, og jeg er glad for, at den nu er afklaret, så jeg kan koncentrere mig om at spille fodbold. Det er en dejlig følelse og fornemmelse, jeg sidder med her efter kontraktforlængelsen, siger Pål Alexander Kirkevold.