Masser af politi i Mariager: ’Skyderi’ viste sig at være fup
Store styrker blev sendt til Spurvej i Mariager efter meldinger om skyderi. Men opkaldet viste sig at være falsk.
Klokken 10.21 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om skyderi i Mariager. Ifølge anmelderen var der skudt på en adresse omkring Spurvej i Mariager.
Politiet tog ingen chancer og sendte store styrker afsted til adressen for at omringe gerningsstedet. Vejene omkring Spurvej blev afspærret og en ambulance kørt frem.
Men politiet fandt hurtigt frem til, at der ikke var fare på færde – og at anmeldelsen blot var fup.
I sådan en situation tager vi ingen chancer – vi reagerer på de oplysninger, vi får og sender naturligvis straks politistyrker til stedet.
Henrik Skal, vicepolitiinspektør, Nordjyllands Politi
Ingen skud var blevet affyret, og ingen personer var kommet til skade.
- Men i sådan en situation tager vi ingen chancer – vi reagerer på de oplysninger, vi får og sender naturligvis straks politi-styrker til stedet, siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Henrik Skals.
Personen, der anmeldte ’skyderiet’ til politiet, vil nu blive afhørt. Herefter tager Nordjyllands Politi stilling til, om der skal rejses sigtelse for falsk anmeldelse.