Medarbejdere vinder 50.000 for at gå
I dagens Rundt i Regionen skal vi en tur i Aalborg Zoo, besøge en virksomhed i Hobro og følge ILVAs butiksåbning i Aalborg.
Tre medarbejdere ved Knauf i Hobro fik i dag overrakt en check på 50.000 kroner for at vinde Dansk Firmaidræts Tæl-skridt kampagne.
Dansk Firmaidræt har gjort det til sin mission at få danskerne til at motionere mere i hverdagen og på arbejdet. Et af de tiltag de har sat i verden er deres Tæl-skridt kampagne, hvor de udfordrer arbejdende danskere til at gå mindst 10.000 skridt om dagen.
I dag blev vinderne så kåret af den seneste Tæl-skridt kampagne, og det blev tre medarbejdere fra virksomheden Knauf i Hobro, som løb med hæderen og 50.000 kroner.
- Det er bare vildt dejligt. Det havde vi godt nok slet ikke regnet med, fortalte Gitte Haagen til TV2 Nord.
I lodtrækning blev Gitte og hendes holdkammerater trukket som vindere. For at være med i lodtrækningspuljen skulle ens hold mindst have gået 10.000 skridt i 11 ud af de 21 dage Tæl-skridt kampagnen varede.
- Jamen det er jo en god ide. Det giver jo en masse sammenhold på arbejdspladsen, når man kan være sammen med sine kolleger om det her. Og så giver det jo en masse motion, siger Gitte Haagen, der til dagligt arbejder som receptionist i Knauf.
I alt har næsten 14.000 danskere fordelt på 1785 hold deltaget i Dansk Firmaidræts tæl skridt kampagne. Formålet med kampagnen er at få danskerne i gang med at dyrke mere motion både på arbejdet og i hjemmet på et niveau, hvor alle kan være med.
- Det en rigtig god måde at få folk gjort opmærksomme på, at man skal egentlig bevæge sig lidt mere, end man regner med. For vi vil jo gerne leve godt og spise godt, men så skal der altså også noget motion til, fortæller Dan Hansen, der er sundhedskonsulent ved Dansk Firmaidræt.
Dansk Firmaidræt starter endnu en tæl skridt kampagne i løbet af foråret.